Uvis fremtid for kriminalitetsforebyggelse

Fra 1. januar bliver den kriminalpræventive sektion på Fyn nedlagt. Fremover skal forebyggelsen af kriminalitet foregå i de enkelte politikredse. Men ingen af de fynske kredse har konkrete planer for det præventive arbejde.

Ingen erstatning for nedlagt afdeling på Fyn

Fra 1. januar bliver den kriminalpræventive sektion på Fyn nedlagt. Fremover skal forebyggelsen af kriminalitet foregå i de enkelte politikredse. Men ingen af de fynske kredse har konkrete planer for det præventive arbejde.

Efter henholdsvis 5 og 15 års arbejde i den kriminalpræventive sektion på Fyn stopper Knud Larsen og Per Enderslev i det nye år med at lave opsøgende præventivt arbejde. De to betjentes afdeling er pr. 1. januar nedlagt. Det samme er de kriminalpræventive afdelinger i Kolding, Århus og Ålborg. I alt har Rigspolitichefen nedlagt 9 kriminalpræventive stillinger i provinsen.

Den kriminalpræventive sektion på Fyn har ydet uvildig rådgivning og vejledning til privatpersoner og virksomheder. Samtidig har de to betjente holdt foredrag og ydet støtte til mennesker, der har været udsat for en forbrydelse.

"Det er et meget specialiseret arbejde, hvor det er vigtigt at man har tid til at snakke med borgerne", siger Knud Larsen.

På Fyn bliver de to betjente nu overført til kriminalpolitiet i Odense, hvor de indgår i den almindelige styrke. Rådgivningen og vejledningen om forebyggelse af kriminalitet skal fremover varetages af denne afdeling.

"Vi dropper ikke det kriminalpræventive arbejde. Vi har bare ingen faste folk til at udføre arbejdet længere", siger vicepolitimester Henrik Andersen, Odense Politi.

Og det er netop manglen på faste folk, der vækker bekymring hos de to betjente der hidtil har udført opgaverne.

"Det kræver erfaring og indsigt at give borgerne den rette vejledning. Jeg tror ikke på, at der fremover vil være tid l til at give borgerne den service, vi har gjort.", siger Knud Larsen.

Og situationen er den samme i alle 5 politikredse på Fyn.

"Jeg har været i kontakt med alle kredse på Fyn, og ingen steder er der konkrete planer for hvordan arbejdet skal varetages fremover", siger Knud Larsen.

Rigspolitichefen er i øjeblikket ved at forberede en omlægning af politikredsene i Danmark, og forsikringsbranchen og vagtselskaberne regner med, at kriminalpræventionen vil indgå i en ny politistruktur.

"Det er trist for samfundet, hvis ikke Rigspolitiet sørger for at forebyggelsen fremover vil blive varetaget i de enkelte politikredse", siger formanden for Sikkerhedsselskabernes brancheforening Lasse Mytskov.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Rigspolitichefen.

Oversigt

    Oversigt