Uvis fremtid for nyuddannede kunstnere

Arbejdsmarkedet for de fynske kunstnere er usikkert, og mange af kunstnerne ender med at flytte væk fra Fyn efter endt uddannelse.

13 håbefulde kunstnere færdiggør i denne uge deres uddannelse fra Det Fynske Kunstakademi. Det sker helt konkret ved, at deres eksamensprojekt fra i dag bliver udstillet på Brandts i Odense.

Fem års uddannelse er overstået for Emily Gernild, Emil Linnet og for 11 andre afgangselever på Det Fynske Kunstakademi. Spørgsmålet er nu, hvad der venter af jobmuligheder.

- Det er et godt spørgsmål. Nu har jeg gået på skolen, hvor det har været fantastisk, at jeg har haft mulighed for at få undervisning i det, man synes er interessant. Men det er jo meningen, at jeg skal ende med at blive professionel og kunne leve af det, fortæller afgangselev Emil Linnet.

Arbejdsmarkedet for professionelle kunstnere er usikkert, og til trods for høj faglighed er jobmulighederne kun få.

- Det er snarere en livsstil, end det er et erhverv med guld for øje. Jeg kan huske helt tidligt, da jeg valgte at gå den her vej, da var der mange, der sagde til mig; kan du lade være med at vælge kunsten, så lad være, fortæller afgangselev Emily Gernild

Det Fynske Kunstakademi er en statsanerkendt uddannelse ligesom tilsvarende akademier i Aarhus og København. Men hovedparten af de fynske kunstelever flytter væk fra Fyn efter endt uddannelse.

- Det er jo sådan, at Danmark ikke er verdens største land. Så det er jo ikke sådan, at man kun er kunstner i én by og bliver der resten af livet. Jeg skal til Herning at udstille, og så håber jeg at komme forbi Odense igen efter det. Det er noget med at være der, hvor der er mulighed for at vise sin kunst, fortæller Emil Linnet.

Spørgsmålet er så, om det giver mening at have et akademi på Fyn.

- Ja, det giver mening at have et akademi her i Odense. Og derudover giver det super god mening ikke at centralisere kunsten, fortæller Kurator for "Afgang fra Det Fynske Kunstakademi 2016", Mathias Kryger.

Oversigt

    Oversigt