V og K afviser forbud mod arabisk tv

Både V og K afviser Pia Kjærsgaards idé om at forbyde verdens to største arabiske tv-kanaler.

Lørdag ville Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard,forbyde paraboler i Vollsmose. Nu vil hun også at vil arbejde for, at de to største arabiske tv-kanaler, Al Jazeera og Al Arabiya, mister retten til at sende i Danmark. Men det forslag møder modstand fra de to regeringspartier, Venstre og De Konservative.

- Der er megen anti-vestlig og anti-jødisk propaganda på nogen af de arabiske kanaler, men jeg synes, folk skal kunne modtage nøjagtigt de kanaler, de vil, siger De Konservatives medieordfører, Rasmus Jarlov, i en kommentar.

- Informationsfriheden er en af vores mest grundlæggende frihedsrettigheder. Et forbud ville i praksis blot give næring til konspirationsteorier om, at Danmark forsøger at undertrykke arabiske synspunkter, siger han.

Også hos Venstre vækker Pia Kjærsgaards idé undren.

- Jeg mener, at vi skal beskytte ytringsfriheden. Også til de ytringer, som vi ikke selv er enige i. Men det er klart, at man kan bruge muligheden for at indbringe sagen for Radio- og TV-nævnet, hvis de overtræder loven, siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen.

Og det er netop, hvad Pia Kjærsgaard mener, at de to kanaler gør. Ifølge dansk lovgivning må en tv-station nemlig ikke opfordre til had, og hun mener, at de to arabiske tv-stationer er med til at indpode et had mod det vestlige samfund.

Derfor vil hun undersøge muligheden for at indbringe tv-stationerne for Radio- og tv-nævnet for at få deres sendesignaler blokeret.

Lørdag præsenterede Pia Kjærsgaard et forslag om at forbyde parabolantenner i større boligområder med mange beboere af udenlandsk herkomst.

Men det forslag mødte hård kritik fra en række eksperter og politikere, og hun erkender over for Berlingske Tidende, at det nok ikke er vejen frem.

/Ritzau/

Oversigt

    Oversigt