I det fynske folks tjeneste

V og K forpligter sig til samarbejde med Dansk Folkeparti

Det ligger nu 100% fast, at Venstre og Konservative i Odense vil indgå et forpligtende samarbejde med Dansk Folkeparti efter kommunalvalget i november. Og det bliver ikke gratis, siger Dansk Folkepartis spidskandidat Alex Ahrendtsen.

Alex Ahrendtsen hilser det forpligtende samarbejde med V og K velkommen.

Indflydelse afgøres på valgnatten

Torsdag aften besluttede Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti at indgå valgforbund ved kommunalvalget. Samtidig aftalte parterne, at de vil konstituere sig sammen efter valget.

I følge Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti betyder det ikke, at han på forhånd er lovet en rådmandspost, hvis de tre partier til sammen har flertal efter valget.

- De sidste to perioder er vi blevet spist af med ingenting. Men dette samarbejde er ikke gratis. Vi snakker sammen på valgnatten, og så må vi se hvad vi kan få igennem af enten politik eller indflydelse på udvalgsposter, siger Alex Ahrendtsen til TV 2/FYN.

Ingen ændring hos Radikale

Ved flere lejligheder har De Radikale taget afstand fra Dansk Folkeparti, men meldingen om Dansk Folkepartis forpligtende samarbejdsaftale med V og K får ingen indflydelse på De Radikales støtte på forhånd.

Radikale har netop meddelt, at de vil stå fri i valgkampen og ikke vil melde deres støtte til nogen af Boye'erne på forhånd. Til gengæld har Erik Simonsen sagt, at han selv går efter borgmesterposten.

- Det står de tre partier frit for at binde sig til hinanden. Jeg afventer valgaftenens resultat, og vil aldrig sige aldrig, siger Erik Simonsen (R) til spørgsmålet om, hvorvidt samarbejdet betyder, at han ikke vil pege på Jan Boye (K) som borgmester efter valget.