I det fynske folks tjeneste

V og K vil af med skattestigningen i Odense

V og K vil af med

Venstre og konservative i Odense foreslår, at Odense Kommune trækker sin ansøgning om at lade skatten stige med en procent tilbage.

Fredag drøftede landets borgmestre budgetsituationen på et møde i Kommunernes Landsforening (KL). Her kom det frem, at der på landsplan er ønske om at lade skatten stige med 230 millioner kroner mere end den aftale, KL og regeringen har lavet om, at lade nogle kommuner hæve skatten og nogle sænke skatten.

KL har derfor skrevet til landets kommuner, at skattestigningen udgør et stort problem, fordi økonomiaftalen med regeringen bygger på en forudsætning om uændret skat. Opfordringen fra KL til landets kommuner lyder derfor på, at man genovervejer behovet for skattestigninger, og KL opfordrer til, at flere kommuner vil overveje at sænke skatten.

Men Odense kommune har ansøgt om at hæve skatten med en procent, svarende til 200 millioner kroner, og derfor foreslår Venstre og de konservative, at man trækker sin ansøgning tilbage.

- Når Odense kommune alene ansøger om at hæve skatten med 200 millioner, er det ikke særlig kollegialt overfor KL, der jo er kommunernes egen forening, så jeg ser opfordringen fra KL om, at man kraftigt overvejer, hvor nødvendigt det er med skattestigningen, siger de konservatives rådmand Steen Møller (K).

Anerkender at Odense er udfordret

Ønsket om at hæve skatten med 200 millioner fremsatte det røde flertal i Odense Kommune tilbage i januar måned. Skattestigningen skulle blandt andet gå til at løfte en økonomisk trængt børn- og ungesektor. 

Men de penge kan man godt finde, uden at skatten skal hæves mener Venstres Jane Jegind.

- Jeg anerkender, at vi har store udfordringer på børn- og ungeområdet, og vores skoler, men så må vi jo sætte os ned og prioritere om. Det handler altså om, hvordan man bruger kommunens penge. Når man for eksempel ønsker at bruge flere hundrede tusinde kroner på at gøre friluftsbadet gratis. Eller at bruge penge på, at den røde infoboks, der står lige ved siden af rådhuset, skal flyttes. Mon ikke man ikke kunne finde et kontor inde på rådhuset, hvor formidlingen kunne foregå fra? Vi skal ikke klatte kommunens penge væk, siger Jane Jegind.

- Det handler ikke om, at vi ikke er pressede. Det er vi. Men vi har et budget på et tocifret milliardbeløb, og så må vi kunne sætte os ned og få pengene til at række. I stedet burde vi gøre noget mere for at få flere i arbejde. hver gang vi får 1000 borgere i arbejde, betyder det 100 millioner kroner i kommunekassen, og det er den vej, vi skal gå, siger Steen Møller.

Venstre og konservative vil have et ekstraordinært punkt på dagsordenen på onsdagens økonomiudvalgsmøde, der alene skal handle om at trække ansøgningen om skattesigningen tilbage.

Ved du noget? Så send os et tip