V-politikere: Ministeren løber fra et løfte

Ministeren bryder et klart løfte. Sådan lyder kritikken fra flere venstre-politikere på baggrund af et svar fra den tidligere transportminister tilbage i 2011.

- Jeg kan dog vanskeligt give tilsagn om at åbne Langeskov station for regionaltog, da der ikke kører regionaltog fra Odense til Nyborg og dermed gennem Langeskov. Langeskov station tænkes derimod betjent med IC tog.

Sådan lyder et svar, som tidligere transportminister Henrik Dam Kristensen tilbage i 2011 gav, da Enhedslistens Pernille Skipper spurgte, om "ministeren vil være indstillet på at åbne Langeskov Station for regionaltog samt at overveje en åbning af flere stationer på Fyn..."

Dermed bryder transportminister Magnus Heunicke ifølge flere venstre-politikere en klokkeklar aftale, hvis ikke Langeskov Station bliver stoppested for IC-tog.

- Vi er dybt skuffede i Venstre over, at ministeren er løbet fra det løfte, at IC-togene skal stoppe i Langeskov. Det var hele forudsætningen, da vi i 2010 besluttede at etablere Langeskov Station, sagde Lars Christian Lilleholt, medlem af transportudvalget for Venstre, onsdag til TV 2/FYN.

Stationen i Langeskov skal efter planen stå færdig i september i år.

Oversigt

    Oversigt