V-spareforslag kan dræbe Thomas B. Thriges gade-projektet

Venstres forslag om at spare over to millioner kroner ved at lukke den røde infoboks i midtbyen betyder, at hele projektet omkring Thomas B. Thriges gade ikke kan gennemføres. Det viser et svar fra Odense Kommune.

I juni fremsatte Venstre i Odense en lang række spareforslag for at undgå store besparelser på børne- og ungeområdet. Men ét af spareforslagene kan ende med køre hele byomdannelsen ved Thomas B. Thriges gade i sænk.

Venstre vil spare næsten 2,2 mio. kr ved at lukke den røde infoboks, som lige nu står foran en flytning. Men for at opnå dén besparelse skal kommunes projektmedarbejdere, der arbejder med byomdannelesen, også fyres. Og det er lig med et farvel til hele projektet.

"Såfremt projektsekretariatet nedlægges er der ikke længere ressourcer til at fuldføre projektet", skriver kommunen i et svar til socialdemokraten Tim Vermund. 

Det er socialdemokraternes gruppeformand, Tim Vermund, der har bedt kommunen undersøge Venstres forslag om at nedlægge den røde infoboks.

- Det er dybt kritisabelt at bilde vælgerne ind, at man har fundet besparelser, når det klart fremgår, at de ikke kan realiseres. Det er et stykke useriøst venstrehåndsarbejde, siger Tim Vermund.

Venstres politiske ordfører, Bo Libergren, erkender, at besparelsen på den røde boks ikke kan realiseres.

- Vi har leveret et katalog med spareforslag for over 40 mio. kr., men vi har jo ikke en forvaltning, der kan sidde og gennemregne hver eneste af vores forslag, så det kan da godt være, at der kan findes små enkelte detaljer, der ikke stemmer helt ned på kronen, siger Bo Libergren, og sender med det samme en stikpille tilbage til Socialdemokraterne.

- Til gengæld har jeg svært ved at forstå, hvorfor Anker Boye og company stadig vil hæve skatten. I foråret var det regeringens og omprioriteringsbidragets skyld, at rød ville tage penge op af borgernes lommer. Men omprioriteringsbidraget er for længst forsvundet, så hvorfor kommer de ikke til fornuft?, fortsætter han. 

Fredag eftermiddag kl. 16.05 kan du her på tv2fyn.dk og på TV 2/Fyn se en direkte debat med Tim Vermund og Bo Libergren. 

Oversigt

    Oversigt