V for Viktor i VM-finale: Axelsen udspiller skrækmodstander

Den fynske badmintonspiller Viktor Axelsen er klar til VM-finalen i herresingle efter en sejr på 21-9, 21-10 over Chen Long i semfinalen.

Viktor Axelsen var helt suveræn i semifinalen ved VM i badminton i Glasgow. Den skrækindjagende olympiske mester og dobbelte verdensmester Chen Long fik ganske simpelt ikke et ben til jorden og blev slået klart i to sæt med cifrene 21-9, 21-10.

En helt forrygende Viktor Axelsen er således klar til søndagens finale, hvor der venter enten førsteseedede Son Wan Ho eller veteranen Lin Dan.

Med sin søster Johanne Axelsen siddende på tilskuerpladserne spillede fynboen fra første serv fokuseret, og lod aldrig kineseren få ro til at komme ind i kampen. Samtidig ramte han en dag, hvor langt det meste fungerede.

Den 23-årige fynbo gik ellers ind til kampen med en nedslående statistik mod den stærke kineser, der havde vundet ni ud af ti indbyrdes opgør.

Men det var umuligt at se i første sæt, hvor Viktor Axelsen spillede op til sit absolut bedste og nærmest udspillede den dobbelte verdensmester.

I en forrygende opvisning trak Viktor Axelsen sin prominente modstander rundt på banen med varieret spil, og snart havde han opbygget et betragteligt forspring.

Viktor Axelsen kom foran med 7-1 og øgede til hele 14-3, inden Chen Long kom en smule bedre med mod slutningen af sættet, som danskeren vandt med overbevisende 21-9.

Det var svært at forestille sig, at det kunne fortsætte på samme måde i andet sæt, og Chen Long kom da også ud med en mere optimistisk attitude fra start.

Kineseren bragte sig foran 5-3, men Viktor Axelsen fandt storspillet frem igen og tvang Chen Long til usædvanligt mange fejl.

3-5 blev vendt til 11-6 til danskeren, og så begyndte kampmønsteret at ligne en gentagelse af første sæt.

Viktor Axelsen vandt point efter point, tilspillede sig 11 matchbolde ved 20-9 og vandt i andet forsøg, mens Johanne Axelsen lod glædestårerne få frit løb.

Oversigt

    Oversigt