Husk regnjakken: Våd start på ugen

Mandag bliver en meget grå og våd start på ugen. Men det bliver mere solrigt jo tættere vi kommer på weekenden.

Der er ikke meget, der lokker til at stå op mandag morgen. I hvert fald ikke hvis fynboerne kigger ud af vinduet. 

Ugen starter nemlig skyet og med en del regn i det fynske. 

Selvom temperaturerne er meget milde helt fra morgenstunden mandag, hvor der kan være helt op til 12 graders varme enkelte steder, vil der kunne være meget få brud i skydækket først på dagen. Her kan fynboerne være heldige at få et lille kig til solen.

Men det er kun kortvarigt.

Grå eftermiddag med regn

Regnen kommer nemlig til at spille en meget stor rolle i løbet af dagen, når skyerne trækker op over det fynske fra syd. 

Så hvis du skal på arbejde eller i skole fra morgenstunden, er det en god idé at huske regnjakken eller paraplyen selvom der er pænt vejr, når du tager af sted. Hele Fyn vil i løbet af eftermiddagen få regn og meget gråt vejr, lyder det fra Thomas Mørk, der er vejrvært på TV2 VEJRET. 

Selvom ugen starter grå og våd, så kommer fynboerne alligevel til at se solen sidst på ugen. 
Selvom ugen starter grå og våd, så kommer fynboerne alligevel til at se solen sidst på ugen. 
Foto: TV 2 VEJRET

Pænt vejr senere på ugen

Selvom ugen starter skyet og med byger, kan fynboerne se frem til tørvejr og nogen sol, når vi når hen til torsdag og fredag. 

Onsdag ser nemlig ud til at blive en skiftedag. Her rammer en svag varmfront landet, og det vil give pæne vejrdage torsdag og fredag med milde temperaturer. 

Og netop de milde temperaturer skal dem, der ønsker sig en hvid jul, måske være glade for. For hvis mand skal tro et gammelt dansk vejrvarsel, så kan vi for første gang i otte år se frem til en jul med vinterligt vejr, fordi dagene omkring Mortens aften har været milde. 

Oversigt

    Oversigt