I det fynske folks tjeneste

Husk regntøjet: Våd tirsdag i vente

Der er udsigt til en både regnfuld og blæsende tirsdag på Fyn.

01:30

Tirsdagen starter fint, men ender med at blive en rigtig våd martsdag. Video: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Tirsdag starter med tørvejr, og måske byder formiddagen endda på lidt solskin, når nattens kulde afløses af et par graders varme i løbet af morgenen.

Nattekulden har sendt saltspredere på vejene flere steder, men frosten har ikke ført til uheld i trafikken hverken i løbet af natten eller tidligt på morgenen.

- Vi har ingen meldinger om trafikuheld, så lad os krydse fingre for, at det fortsætter sådan, siger vagtchef Milan Holck Nielsen fra Fyns Politi.

Det gør det til en rigtig øv-dag med regn, blæst og temperaturer på en tre-fire grader

Peter Tanev, TV 2 Vejret

Frosten forsvinder hurtigt, og op ad formiddagen kommer der flere skyer ind over Fyn, mange af dem indeholder nedbør i form af primært regn.

- Sidst på formiddagen begynder det også at regne de fleste steder. En overgang kan der gå måske en lille smule slud eller tøsne i det, siger TV 2 Vejrets Peter Tanev.

Masser af regn og blæst

Men formiddagsregnen er kun indledningen til det, der kan vise sig at blive en rigtig våd martsdag.

- For så ender tirsdagen altså i en ordentlig omgang vand fra oven. Der kan godt komme en fem-ti millimeter, siger Peter Tanev.

Læs også Vådt forårsvejr fortsætter: Marts er på rekordkurs

Samtidig tager vinden også godt til og kan komme helt op på kuling fra syd.

- Det gør det til en rigtig øv-dag med regn, blæst og temperaturer på en tre-fire grader, siger Peter Tanev.

De næste fem dage ser det våde vejr ud til at fortsætte – dog også afbrudt af perioder med tørvejr.

- Og måske også plads til lidt solskin og temperaturer på en syv-otte grader, når det bliver varmest, siger vejrværten.