Vådområde: Lodsejere aflivede projekt – nu lever det igen

Flere lodsejere melder sig ind i kampen mod mulige nye vådområder på Nordfyn. En underskriftsindsamling er nemlig blevet tilsidesat i forbindelse med planer om et vådområde ved Fjordmarken Vesterende.

Lodsejerne bestemmer helt selv, om de vil være med!

Sådan har det lydt igen og igen, når Nordfyns Kommune er blevet bedt om at forklare deres hemmelige arbejde med mulige nye vådområder.

Alligevel er 11 mulige projekter nu skåret ned til fem. Projekter, som kommunen – vel at mærke uden at spørge lodsejerne om lov - har indsendt til vurdering hos Naturstyrelsen.

Fjordmarken Vesterende er et af de fem nordfynske områder, som nu står på listen hos Naturstyrelsen, og som kommunen dermed har søgt om penge til at arbejde videre med.

Projektet omfatter et godt 160 hektar stort tidligere inddæmmet område ud mod Odense Fjord. Hovedarten af området er opdyrket, men området rummer også en gammel frugtplantage og flere vindmøller.

quote Vi var så nogle lodsejere, der skrev under på, at vi vil ikke være med til det projekt, og det gav vi dem så, og så faldt det til jorden - og vi regnede jo så med, at der ikke skete mere.

Henrik Petersen, Fjordmarken.

Lodsejere: Vi har allerede kæmpet kampen én gang

Det vakte da også mere end almindelig overraskelse og frustration, da det i foråret pludselig kom lodsejerne for øre, at et vådområdeprojekt ved Fjordmarken nu igen var på dagsordenen i Nordfyns Kommune.

- Vi hørte det faktisk ude i byen til at begynde med. Det er meget frustrerende, for det er jo kun tre år siden, at vi sidst kæmpede den her kamp. Allerede dengang følte vi os tromlet, siger landmand Kim Rasmussen.

Tilbage i 2013 var det Naturstyrelsen, der uden at inddrage eller informere de berørte landmænd, havde fået konsulenter i Rambøll til at udarbejde en mere end 100 sider lang forundersøgelsesrapport for området.

Forundersøgelsen samt detaljerede skitser og tidsplaner for det færdige projekt lå allerede klar, da lodsejerne først lang tid og meget arbejde senere blev gjort bekendt med projektet.

 
 
Foto: Nordfyns Kommune

- Lodsejerne ville ikke være med dengang. Det var så lave jordpriser, de regnede med, at det ville vi slet ikke kunne finde jord til andre steder. Vi var så nogle lodsejere, der skrev under på, at vi vil ikke være med til det projekt, og det gav vi dem så, og så faldt det til jorden - og vi regnede jo så med, at der ikke skete mere, siger Henrik Petersen, der blandt andet dyrker løg og græskar i Fjordmarken.

Lodsejere: Er det hvert tredje år, vi skal kæmpe den her kamp?

Udsigten til, at et vådområde-projekt, som lodsejerne allerede klart og tydeligt har sagt nej til frivilligt at lægge arealer til, pludselig kan blive trukket op af skuffen igen, er forstemmende, mener de berørte ved Fjordmarken.

- Nu tager man det så op igen tre år efter, og det havde vi ikke lige regnet med. Vi kan jo ikke have den usikkerhed, at man tager sådan et projekt op hvert tredje år. Jeg synes, det er lidt utrygt for lodsejerne, lyder det fra landmand, Kim Rasmussen.

Den situation, som andre lodsejere frygter

Lodsejerne ved Fjordmarken er da også endt i præcis den situation, som blandt andre Kim Schou Rasmussen, der driver kvægbrug ved Krogsbølle nær Nærå Strand, frygter.

Lækkede dokumenter fra Nordfyns Kommune viser nemlig, at man også har haft kig på netop Kim Schou Rasmussens jord. Skitsen for et vådområde ved Krogsbølle er dog ikke sendt videre til Naturstyrelsen.

Alligevel er Kim Schou Rasmussen bekymret.

- Problemet er jo, at så kan man have sådan en skitse her liggende – uden at vide, jamen, er det i morgen? Er det om et år? Er det om to år, at det bliver interessant herude? Hvis det ikke lige er interessant nu, lyder det fra Kim Schou Rasmussen.

Franz Rohde, konservativ formand for Miljø- og Teknikudvalget i Nordfyns Kommune gav fredag den 26. august 2016 det her interview om kommunens håndtering af sagen. 

Efterlyser klart svar fra Nordfyns Kommune

Kim Schou Rasmussen er fortørnet over, at Nordfyns Kommune ikke vil give ham og naboerne, der blandt andet tæller flere almindelige husstande, en frugtavler og Flyvesandet Efterskole, vished for, hvad kommunen har af planer for området.

De efterlyser et klart svar på, om de kan regne med fortsat at kunne leve og drive virksomhed på stedet – et svar, som Nordfyns Kommune hidtil ikke har ønsket at give dem.

TV 2/ FYN arbejder på at få en kommentar på sagen om Fjordmarken fra formanden for Miljø- og Teknikudvalget i Nordfyns Kommune, den konservative Franz Rohde.

Oversigt

    Oversigt