I det fynske folks tjeneste

Våben i Havhesten-drab er måske fundet

Colt-pistol hos mand i Odense har måske været brugt til drab på tilfældig for et år siden.

01:08

1 af 2

Godt et år efter drabet på en tilfældig mand på et værtshus i Odense håber politiet at have fundet gerningsvåbnet.

Hos en 45-årig mand har betjente torsdag fundet en 9 mm pistol af mærket Colt, og våbnet har måske været brugt ved flere skudepisoder i byen, vurderer Fyns Politi.

- Vi undersøger, om det har været brugt ved drabet på "Havhesten", siger vicepolitikommissær Carsten Mogensen.

- Vi er meget spændt på det, tilføjer han.

10. marts sidste år blev en 36-årig mand det tilfældige offer, da ukendte gerningsmænd affyrede en pistol mod værtshuset "Havhesten".

Politiet tror, at drabsmændene tog fejl af rejsemontør Henrik Pedersen og en anden person.

Drabet er aldrig blevet opklaret trods talrige undersøgelser. Og også en stribe eftersøgninger med frømænd efter våbnet i søer og i Odense Å har været forgæves.

Manden, der blev afsløret med Colt-pistolen, er i et grundlovsforhør fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Betjentene fandt også to magasiner med skarp ammunition hos den 45-årige, der angiveligt har en vis forbindelse til bandemiljøet.

I forbindelse med den tekniske undersøgelse af Colt-pistolen håber Fyns Politi også at få svar på, om Colt-pistolen kan sættes i forbindelse med flere uopklarede skudepisoder.

Men også sagen fra sommeren 2009 om skyderiet mod to dykkere, som, gerningsmænd troede, var rockere, indgår i undersøgelsen.

I denne sag er en 22-årig mand sidste efterår blevet idømt fængsel i fire år, men sagen er ikke fuldt opklaret.