I det fynske folks tjeneste

Våbenejer for retten

Fynbo lå inde med flere skydevåben og krysantemumbomber, da politiet ransagede hans hjem.

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi vil lørdag eftermiddag kræve en 27-årig mand fra Odense varetægtsfængslet.

Manden blev anholdt fredag aften på sin bopæl i Odense SV. Her fandt politiet indtil flere ulovlige effekter, blandt andet en skarpladt pistol.

Den slags er en overtrædelse af våbenloven under særligt skærpende omstændigheder og giver i udgangspunktet minimum et års fængsel, hvis det ender med en dom.

- Derudover blev der fundet andre skydevåben i form af en paintballpistol, en salonriffel og to luftgeværer, fortæller vagtchef Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.

Den 27-årige odenseaner lå desuden inde med to krysantemumbomber, som er kraftigt fyrværkeri, der kun må anvendes af professionelle.

Fyns Politi oplyser, at den 27-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg lørdag klokken 13.

Ved du noget? Så send os et tip