Professor om få vaccinerede i Vollsmose: - Politikerne har sovet i timen

Overlæge på Indvandrermedicinsk klinik mener, at politikerne har sovet i timen, når det hander om at få flere beboere i Vollsmose til at blive vaccineret.

Politikere og myndigheder har fejlet i deres indsats, for at få flere - ikke mindst i Odense-bydelen Vollsmose - til at tage imod covid-19-vaccinen. 

Sådan lyder det fra Morten Sodemann, der er professor og overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitets Hospital. 

- Det har man jo ikke, fordi man faktisk har ladet som om, man havde løst et problem, som man faktisk ikke havde løst. Man har løst problemet for flertallet, men ikke for mindretallet.

- Det er politikerne, der har muligheden for at flytte midler, ressourcer og fokus. Og her vil jeg sige, at de faktisk flyttede fokus fra dem, der havde mest behov for det, i eufori over at de andre var vaccineret. Så politikerne har sovet i timen, siger Morten Sodemann til TV 2 Fyn.

Debatten om vaccinetilslutning er blusset op igen, efter statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag aften gav ikke-vaccinerede store dele af ansvaret for, at coronasmitten nu igen stiger kraftigt, og det derfor er nødvendigt at indføre restriktioner. 

- Der er en lille gruppe, som ikke spiller efter de spilleregler, der er, når der er en pandemi. Man bærer et ansvar for hele det danske samfund lige nu, sagde Mette Frederiksen på pressemødet.

Et af de steder i landet hvor færrest borgere er vaccineret er Vollsmose sogn i Odense. I sognet har 65 procent af dem, der er inviteret til vaccinen, taget imod den. 32 procent har ikke booket en tid, mens tre procent er påbegyndt vaccinationsprogrammet. 

Til sammenligning er 85,88 procent af borgerne i Odenses sogne - pånær Vollsmose - færdigvaccineret.

De nyeste smittetal fra Statens Serum Institut, der er opdateret tirsdag, viser, at Vollsmose Sogn nu også har Odenses højeste incidens på 383,2. Mandag var det tal 292,4, og her havde både Næsby og Dalum sogn en højere incidens. 

Udover den høje incidens har Vollsmose sogn også en positivprocent på 5,5, mens 38 personer er blevet konstateret smittet med corona de seneste syv dage. Begge tal er det højeste for samtlige odenseanske sogn.

Vi ved for lidt

Selvom politikere og myndigheder har informeret og kommunikeret budskaber om blandt andet at tage vaccinen, hvordan man gør og de mulige bivirkninger, så har det ikke hjulpet nok. 

- Det er ikke nok bare at hælde information ud, det skal også virke og føre til handlingsændringer, så man bliver vaccineret. Og hvis det ikke sker, er der jo noget, vi mangler at vide. Der har vi nok sovet lidt siden sidste år, fortæller Morten Sodemann. 

Han mener, at vi ved for lidt om, hvad det er beboerne i Vollsmose er bange for ved vaccinen.

- Nogen er bange for myndigheder, nogen er bange for vacciner af mere eller mindre fornuftige grunde, og mange er bange for, at man ikke kan få børn. Og dem der er tilbage, som ikke er vaccineret er jo typisk nogen, som er i den alder, hvor man får børn, siger overlægen. 

Den her befolkningsgruppe i Vollsmose er jo voksne mennesker. Kan de ikke godt tage ansvar for deres egne handlinger og blive vaccineret?

- Det gør de sådan set også i og med, de har valgt ikke at blive vaccineret. De føler måske ikke, at den information de har fået, er solid nok til at de tør lade sig vaccinere. Der kan være gruppetænkninger om, at man ikke skal lade sig vaccinere. Der kan være holdninger til vacciner fra hjemlande, som er meget stærke. Jeg tror ikke, de føler, at den misinformation, de sidder med, er blevet imødegået godt nok af myndighederne, forklarer Morten Sodemann. 

Han understreger, at det ikke kun er invandrere eller folk med anden etnisk baggrund, der er underrepræsenteret i vaccinationsopgørelserne. 

- Det er altså ikke kun flygtninge og indvandrere. Der er også erhvervsgrupper, hvor man kan se, der er en enorm underrepræsentation af dem, der er vaccineret.

Vaccine og Vollsmose