I det fynske folks tjeneste

Væk med julefedtet i foreningerne

Når det virker som om bukser og bælte er krøbet oven på julen, så er det ikke kun de kommercielle fitnesscentre, der tilbyder hjælp til at få tøjet til at passe igen. Også mange idrætsforeninger er hoppet med på fitnessbølgen.

Fleksible motionstilbud vinder for alvor vinder frem i de danske gymnastikforeninger, vurderer DGI. På den måde gør foreningerne op med traditionen om, at man tilmelder sig et fast hold for en hel sæson ad gangen.

Dorte With, der er formand for Gymnastik og Fitness i DGI, ser en klar tendens til, at flere og flere af DGI's 6300 idrætsforeninger har fleksible motionstilbud i form af klippekort og foreningsfitness. På Fyn har blandt andre Munkebo Gymnastikforening indført en klippekortsordning.

- De fleste foreninger har gjort op med den gamle sæsontræning og tilbyder nu træningsstart hele året rundt - ligesom fleksibiliteten i medlemsskabet gennem for eksempel klippekort vinder frem, siger hun.

Og der er flere fordele ved at være aktiv i en idrætsforening. Forskere fra Idrættens Analyseinstitut, IDAN, har tidligere peget på, at der er større chance for, at du fastholder din træningsmotivation i en forening fremfor i et kommercielt fitnesscenter. Det skyldes blandt andet, at der i de foreningsbaserede træningscentre er et mere forpligtende socialt samvær blandt medlemmerne.

Dorte With slår fast, at det er vigtigt, at idrætsforeningerne gør sig attraktive og lytter til borgernes ønsker, hvis foreningerne skal kunne konkurrere med fitnesscentrene.

- Det er vigtigt, foreningerne ikke blot er med på beatet i træningen indholdsmæssigt, men i lige så høj grad indretter træningstilbuddene, så de passer til en moderne hverdag, siger hun.

Ved du noget? Så send os et tip