I det fynske folks tjeneste

Vækst og millioner i eventyrhus

Et nyt eventyrhus i Odense vil trække mange hundredtusinde gæster til Fyn og sparke gang i omsætningen hos både restauranter, hoteller og andre attraktioner. Det vurderer en ny rapport.

Foreløbig har Odense Kommune og Odense Bys Museer udskrevet en idekonkurrence for at få de bedste bud fra hele verden på hvordan det nye hus skal udformes og hvad det skal indeholde.

Men allerede nu fastslår en rapport, som kommunen har fået lavet af Oxford Research, at potentialet i et eventyrhus er gigantisk.

I første omgang vil byggeriet skabe vækst og masser af nye fynske arbejdspladser, og når huset er færdigt, vil et eventyrhus i følge rapporten lokke mange hundredtusinde nye turister til Odense, og samtidig vil turisterne blive i byen i længere tid. Huset vil skabe en dynamisk effekt og i rapporten skriver Oxford Research blandt andet:

"Disse dynamiske effekter vil kunne mærkes på tværs af mange forskellige brancher, ligesom de vil være med til at øge Odenses attraktionsværdi mere generelt. Samtidig vil en øget turisme- og erhvervsaktivitet være med til at skabe øget vækst samt arbejdspladser i form af afledte jobs."

Derudover konkluderer rapporten, at også Odense Kommune vil kunne tjene på et eventyrhus, da virksomheder og forretninger skal betale mere i skat, når de tjener flere penge.

Konklusionerne i rapporten er blandt andet lavet på baggrund af hvad andre områder i landet har fået ud af store attraktioner - f.eks. Legoland og Lalandia.

Ved du noget? Så send os et tip