I det fynske folks tjeneste

Vælgere skal stemme igen

Borgere, der har brevstemt på Nordfyn, skal på den igen, hvis de vil have, at deres stemme skal tælles med.

I alt 121 brevstemmer blev flammernes bytte under branden på rådhuset i Søndersø natten til søndag.

Det fortæller borgmester Morten Andersen (V) fra Nordfyns Kommune.

- De stemmer er gået tabt, konstaterer en ærgerlig borgmester.

- De berørte får chancen for at stemme igen, men de skal selv henvende sig, siger Morten Andersen.

De afbrændte brevstemmer er indleveret på rådhuset i Søndersø frem til weekenden og på rådhuset i Bogense 1. september.

Ingen risiko for snyd

Kommunen ligger ikke inde med navnene på de borgere, hvis stemmer er gået tabt.

Men borgmesteren mener ikke, at nogle vil benytte sig af muligheden for at fuske.

- Der er for mig at se ingen risiko for, at nogen kan snyde, siger Morten Andersen.

Sjælden og uheldig sag

I Indenrigsministeriet kan man ikke komme på fortilfælde.

Valgkonsulent Nicoline Nyholm Miller betegner ifølge politiken.dk situationen som "meget sjælden" og "pokkers uheldig."

Politiet skal nu til at opklare, om branden er påsat.

Borgerservice, handicapafdelingen og ydelseskontoret blev ødelagt, oplyser kommunen.

- Vi har kunnet redde mange sagsmapper ud fra de enkelte kontorer, fortæller borgmesteren.