Vagtchef: Ikke så slemt som sidst

Sneen vælter ned over Fyn og resten af Danmark, men vejret skaber tirsdag slet ikke lige så store problemer, som det gjorde under den tilsvarende snestorm den 16. december.

Det fortæller lederen af Region Syddanmarks vagtcentral på Odense Universitetshospital, Kim Ahlers, der sammen med sine kollegaer på kommandocentralen har et samlet overblik over vejr-situationen og dens konsekvenser.
- Vejret er faktisk dårligere, end det var den 16. december, for det blæser mere, og det skaber flere snedriver. Men trafiksituationen er bedre, end den var dengang, siger han til TV 2/FYN.

Han fortæller, at Falck lettere har kunnet følge med og nå opgaverne, end de kunne i december. Motorvejen tværs over Fyn, som i december var hårdt plaget af uheld og kødannelser, har tirsdag ikke været stoppet til på samme måde.
- Den har generelt været rimelig farbar, siger han.

Kim Ahlers forklarer den forbedrede trafiksituation med, at de fleste bilister nu har fået skiftet til vinterdæk, og at danskerne generelt har vænnet sig til at bevæge sig forsigtigt i snetrafikken.
- Og så oplever vi, at der ikke er problemer på afkørslerne på motorvejen. I december kunne de lette køretøjer ikke komme op af ramperne, men heldigvis har ejerne af de små vogne i dag ladet dem stå hjemme i garagen, forklarer han.

Oversigt

    Oversigt