I det fynske folks tjeneste

Vagtlæger skal lære at kommunikere

Skarpere spørgsmål, en bedre samtale med patienterne og færre konflikter. Det er nogle af de ting, som vagtlægerne i Region Syddanmark nu skal på skolebænken for at lære. Det skriver DR Syd.

400-500 vagtlæger i regionen skal på kursus i kommunikation til foråret - kurser som skal sikre, at patienterne får den bedst mulige behandling, når de ringer til vagtlægen, fortæller vagtchef for Lægevagten i Region Syddanmark Ole Holm-Thomsen til DR Syd.

- Det handler om at blive bedre til at lytte for at få informationer, så vi kan træffe en beslutning. Men det handler også om at undgå konflikter med de patienter, som måske har nogle ønsker, som vi ikke kan honorere, siger Ole Holm-Thomsen til DR Syd.

Ideen til kurserne fik regionen, efter at en kvinde døde af en blodprop i foråret 2014, fordi en vagtlæge afviste at hjælpe hende. Og kurserne tager netop udgangspunkt i de tilfælde, hvor noget er gået galt i kommunikationen mellem vagtlæge og patienter, siger vagtchefen.

- I første omgang kommer patienterne ikke til at opleve en stor forandring. Men i de situationer, hvor det er gået galt i kommunikationen, og der er ingen tvivl om, at det er sket, der skal vi være bedre. Og vi håber, at patienterne vil opleve det som en forbedring, siger Ole Holm-Thomsen til DR Syd.