I det fynske folks tjeneste

Vaklende OB-defensiv koster mod FCN

FC Nordsjælland melder sig ind i kampen om Europa League-billetter med sejr over OB, der vaklede defensivt.

OB kunne med en sejr for alvor have meldt sig ind i en tæt kamp med Esbjerg om Superligaens femteplads, der i denne sæson med al sandsynlighed vil give en billet til Europa League-kvalifikationen.

Men fynboerne forpassede skærtorsdag chancen med et 0-1-nederlag til FC Nordsjælland, der derimod melder sig ind i kampen om femtepladsen. FCN rykker nu forbi OB i tabellen.

Og OB'erne gik oven i købet fra banen med en dobbelt bitter smag i bunden, efter at en overtidsscoring af Azer Busuladic blev annulleret for en noget tvivlsom offside.

Men en udligning havde under alle omstændigheder været heldig, for OB fik aldrig sat sit præg på begivenhederne, da FC Nordsjælland var til påskefrokost på Fyn.

Her lignede en række herrer i den fynske defensiv nogle, der allerede havde taget hul på påskefrokosterne. Enten lå maden for tungt i maverne, eller også havde snapsen været lige lovlig stærk. OB's bageste geled var i hvert fald helt fra den.

Første synlige bevis på det kom allerede i det 10. minut, da Joshua John nettede til 1-0 for FC Nordsjælland.

Han modtog bolden i fri position på venstrekanten kort fra midterlinjen og kunne uhindret drible i et roligt tempo ned mod OB-målet, uden at en eneste forsvarsspiller mødte ham på vejen, og John havde ingen problemer med at sparke 1-0-føringen i kassen.

Føringen var tæt på at blive fordoblet, da fynboernes forsvar atter vaklede en håndfuld minutter senere, da en bold bagom OB's bagkæde sendte Uffe Bech fri. Men hans afslutning sneg sig akkurat uden om den ene opstander.

Uffe Bech fik i øvrigt kort før pausen en fodsål med jernknopper i ansigtet og måtte lade sig udskifte med et hærget ansigt.

Efter pausen gjorde OB's anfører Anders Møller Christensen ikke tingene lettere for sine vaklende kompagnoner i det defensive geled.

Med en dum tackling modtog han sit andet gule kort og lod sine holdkammerater i stikken med 40 minutter tilbage af opgøret.

Ved du noget? Så send os et tip