Valgår: Nu ruller pengene til de yngste

Halvdelen af Fyns kommuner sætter i 2018 flere penge af til at tage sig af de 0-5-årige. BUPL er glade, men ikke ekstatiske.

Der bliver brugt flere penge på de yngste fynboer i 2018. I hvert fald vil fem af de ti fynske kommuner bruge flere penge på de 0-5 årige i 2018, end de gjorde i 2017. Kun én fynsk kommune skærer ned på pengene til de mindste til næste år, mens det var hele fem fynske kommuner, der skar ned på pasningsbudgetterne sidste år. Det viser en opgørelse fra Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL). 

- Det lader til, at politikerne har fået øjnene op for værdien af at bruge penge på daginstitutioner. Men de penge, der bliver føjet til i år er kun en dråbe i havet i forhold til alle dem, der er blevet skåret i de seneste 10 år, siger Rikke Hunsdahl, der er formand for BUPL Fyn.

I Middelfart Kommune, skal pengene gå til bedre normeringer, mens de i Assens skal gå til en øget indsats for tosprogede og særligt udsatte. Fire kommuner sætter hverken flere eller færre penge af til de 0-5 årige, og Svendborg skærer som den eneste fynske kommune ned på området.

- Jeg tror, at politikerne har indset, at man ikke kan se isoleret på børneområdet. Hvis man for eksempel vil have en erhvervsvenlig kommune, og hvis man vil tiltrække nye beboere, så betyder det noget, at folk kan få passet deres børn, siger Rikke Hunsdahl.

Valgår gavner børnene

Udover en øget opmærksomhed fra politikerne, så hjælper det faktum, at det er valgår, også på budgetteringen. Det erkender Lars Kristian Pedersen(V), der er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Assens Kommune. 

- Jeg ved ikke, om det bliver lettere at blive enige. Men når vi ikke sidder og diskuterer om hver eneste tokrone helt frem til dagen før andenbehandlingen af budgettet, så betyder det jo også, at der bliver mere tid til at føre en ordentlig valgkamp og komme ud at møde vælgerne, siger Lars Kristian Pedersen. 

Børnebudget 2018

På kortene nedenunder kan man sammenligne kommunernes brug af penge på børneområdet i 2017 og 2018.

De grønne kommuner er dem, hvor budgetteringen er større end sidste år. De gule kommuner har bevaret status quo. De røde kommuner har skåret på området. Klik på kommunerne for at få yderligere oplysninger.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kilde: BUPL

Børnebudget 2017

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kilde: BUPL 

 

Oversigt

    Oversigt