Analyse: Alt kan ske i Kerteminde

Hvis man skal forudsige udfaldet af byrådsvalget i Kerteminde kan man ligeså godt konsultere en spåkone eller kigge i kaffegrums.

Når vælgerne i Kerteminde går til stemmeurnerne den 21. november bliver det uden den tidligere borgmester Sonja Rasmussen. Hun fik et kanonvalg i 2013 som spidskandidat for Borgerlisten, der gik fra tre til seks mandater. 

Men selv om Sonja Rasmussen vandt valget, tabte hun borgmesterkæden til Venstres Hans Luunbjerg, som styrede helt uden om Borgerlisten, da han i løbet af valgnatten fik en konstituering på plads med Konservative, Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

Borgerlisten trængt

I dag fire år senere er Borgerlisten kun en skygge af sig selv. Listen er sprængt til atomer efter en periode med politiske kampe, og i dag er der kun en enklet mand tilbage ud af de seks, som kom ind i 2013. Spidskandidat denne gang bliver den 71-årige tidligere Lindø-direktør John Skov Hansen. Han skal såmænd nok komme ind i det nye byråd, men det ventes slet ikke at blive med samme styrke som i 2013.

quote Det helt store spørgsmål er så, hvor de mange "ledige" stemmer finder hen denne gang.

 

 
 

De fem frafaldne fra Borgerlisten har stiftet Kertemindelisten, men den får det svært til det kommende valg uden to af de store stemmeslugere, der udover Sonja Rasmussen også tæller Jørgen Schou, som heller ikke genopstiller. De to fik tilsammen over to tusinde personlige stemmer.

Det helt store spørgsmål er så, hvor de mange ledige stemmer finder hen denne gang? Ingen kender svaret, før vælgerne har talt.

Hvem bliver borgmester?

Men vi tillader os dog at konkludere, at den kommende borgmester med stor sandsynlighed skal findes i et af de eksisterende partier.

 
 
Foto: Per Colstrup Vinkel

Bliver det Venstres Hans Luunbjerg? Måske, - men udenfor referat lyder det fra lokale venner og fjender, at borgmesteren skal være glad, hvis han kan fastholde de nuværende fire mandater. Egentlig rakte opbakningen sidste gang kun til tre mandater, men det fjerde og sidste mandat kom i hus på grund af valgforbundet med de konservative.

quote Borgmesteren skal være glad, hvis han kan fastholde de nuværende fire mandater.

 

Bliver det Socialdemokraternes spidskandidat Kasper Ejsing Olsen? Tjah, bum bum. Her er det også den almindelige opfattelse, at han skal være glad, hvis han skal fastholde de nuværende syv mandater uden den tidligere bykonge og stemmesluger Palle Hansborg Sørensen på stemmeseddelen.

Fremgang til DF, K og SF

Så er der selvfølgelig Knud Ahrnkiel fra Dansk Folkeparti, havkatten i hyttefadet. Knud Ahrnkiel ser ud til at mene det det alvorligt, når han uden at blinke udnævner sig selv til at blive den første DF-borgmester på Fyn. Men er der nogen, som vil pege på ham? Næppe. Men Ahrnkiel er en farverig fætter med stærk personlig gennemslagskraft i DF-segmentet. Så han kan måske godt trække et ekstra mandat og dermed blive lige så stor som Venstre.

quote Ahrnkiel er en farverig fætter med stærk personlig gennemslagskraft 

 

Der er også lidt landspolitisk medvind til de Konservative, som denne gang stiller med et stærkt hold og en liste med 11 kandidater. Deriblandt den tidligere stemmesluger og borgmester Else Møller, som med sine 76 år er klar til et comeback, dog kun som menigt byrådsmedlem. Desuden er der internt i partiet store forventinger til den nye spidskandidat Klavs Norup Lauridsen, som bor i Munkebo og er skoleleder i Langeskov. 

SF stiller igen med Jesper Hempler som spidskandidat, og efter katastrofevalget i 2013, hvor partiet blev mere end halveret, kan det kun gå fremad. 

Derimod er det lidt mere usikkert, hvordan det kommer til at gå med Enhedslisten og spidskandidaten Jutta Lundkvist samt de Radikale og spidskandidaten Sanne Stemann Knudsen. De to kvinder fik et godt valg i 2013, men kan denne gang blive presset af den nye dreng i klassen, Sten Blom fra Alternativet.

Broget flok

Derfor er valget i Kerteminde så uforudsigeligt, og det vil være det rene gætteri at begynde at udnævne favoritter til borgmesterposten.

Man må sige, at hvis byrådet i den forløbne periode har været broget sammensat, - så er der formentlig udsigt til, at det bliver ligeså broget i den kommende periode. Ikke rigtig rødt, ikke rigtig blåt.

Eller sagt på en anden måde: Hvis man skal forsøge at forudsige udfaldet af kommunalvalget i Kerteminde kan man lige så godt kigge i kaffegrums. 

Oversigt

    Oversigt