Populære valgplakater med kandidat i bar overkrop stjålet

Den 19-årige byrådskandidat Malte Jäger fra Kerteminde har fået stjålet op mod 50 valgplakater, hvor han poserer i bar overkrop.

Det er ikke alle, der finder valgplakater lige attraktive, men 19-årige Malte Jäger har alligevel måttet indse, at hans valgplakat er så populær, at den bliver stjålet fra lygtepælene.

På valgplakaten flexer den unge byrådskandidat for Nye Borgerlige i bar overkrop og kalder sig selv "et stærkt valg" for Kerteminde. 

Siden plakaterne kom op at hænge, er de konsekvent blevet klippet ned igen.

- Der er faktisk mange, der har skrevet til mig og spurgt, om de måtte få nogle eller bruge dem til noget forskelligt. Og så er der også nogle fra Kerteminde Efterskole, der har været rundt og lede efter dem, men ikke har kunnet finde nogle.

- Nu har jeg snart ikke flere valgplakater, jeg kan hænge op, så det er da lidt irriterende, siger Malte Jäger.

Ikke flere valgplakater

I alt har Malte Jäger hængt 50 valgplakater med bar overkrop op i Kerteminde Kommune. Med bare seks dage til valget, har kandidaten ikke tænkt sig at hænge nye plakater op.

- Målet var jo at få en masse omtale, så jeg kunne snakke om politik. Det har jeg opnået. Det er gået fantastisk. Jeg håber, at folk nu ser mine facebookopslag og ser mig i kandidattesten og derfra stemmer på mig, siger Malte Jäger.

Det er første gang, den 19-årige historiestuderende stiller op, og du kan stemme på ham eller en af de øvrige kandidater den 16. november. 

283584-dd06d9b5.jpeg
283584-dd06d9b5.jpeg
nb_2
Nye Borgerlige
Malte Jäger
Født 28/7/2002