I det fynske folks tjeneste

Van Morrison spiller på Heartland

Heartland har føjet et markant navn til sommerens festival. Legendariske Van Morrison spiller på Heartland sin blot anden danske koncert i de seneste 11 år. Foto: Torben Christensen / Ritzau Scanpix

Endnu et hovednavn er føjet til plakaten til sommerens Heartland, når Van Morrison gæster Egeskov Slot. Festivalen kan desuden offentliggøre AV AV AV, Søren Huss og When Saints Go Machine som nye navne.

72-årige Sir Van Morrison besøger til sommer Danmark, når han skal spille på den fynske festival Heartland. 

Og det er altså ikke hvem som helst, der er føjet til plakaten på den midtfynske festival. 

Den adlede nordirske musiker har udgivet 38 studiealbums, har en karriere der spænder over 60 år og et cv, der tæller både the Rock and Roll Hall of Fame, Songwriters Hall of Fame og flere Grammy-priser.

Læs også Verdenskendt filosof vil snakke om sex på fynsk festival

- Van Morrison står som en af de absolut største sangskrivere de seneste 50 år. Det er kun anden gang de seneste 11 år, at han besøger Danmark, og vi er meget stolte over at kunne lægge scene til et af hans efterhånden sjældne besøg i landet.

- Der er garanti for en magisk oplevelse i Egeskovs slotshave, når det enorme bagkatalog rulles ud fredag den 1. juni, og vi håber at kunne skråle med på legendariske numre som Moondance, Crazy Love, Into The Mystic, And It Stoned Me, Have I Told You Lately, Gloria, Sweet Thing og ikke mindst Brown Eyed Girl, siger Ulrik Ørum-Petersen, musikprogramchef og direktør for Heartland Festival, i en pressemeddelelse. 

Læs også Heartland klar med nye navne: Rocklegende kommer til Fyn

Udover Van the Man har Heartland samtidig offentliggjort tre danske artister, der gæster sommerens festival. AV AV AV, fynske Søren Huss og When Saints Go Machine spiller alle på den tredje udgave af Heartland.

 

Ved du noget? Så send os et tip