Vand ødelægger høsten

Mange steder på Fyn drukner høsten i vand. Landmænd giver dårligt vedligeholdte vandløb en del af skylden.

Landmand Kristen Pilegård fra Søndersø er én af de mange fynske landmænd, hvis marker netop nu står under vand.

- Vi har 150 hektar vi ikke kan få høstet. Det svarer til 25 procent af vores afgrøder. Majetærskeren kører simpelthen fast i vandet, siger Kristen Pilegård.

I følge Kristen Pilegård hænger de store mængder vand på hans marker ikke kun sammen med en meget våd sommer. Han mener, at kommunens manglende vedligeholdelse af vandløbene er en af årsagerne til de drivvåde marker.

- Vores marker er drænet fornuftigt, men alligevel er de fyldt med vand. Vi kan ikke komme af med vandet i vandløbet, fordi kommunerne har forsømt oprensningen af vandløbene i mange år, lyder det fra Kristen Pilegård.

Nordfyns Kommune afviser dog, at vandløbene ikke bliver renset ordentligt.

- Vi skal tage hensyn til miljøkrav og vi opfylder regulativerne til punkt og prikke, siger Kim Johansen(S), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Komunune.

Assens imødekommer landmændene

Den holdning har man dog ikke i Assens Kommune. Her imødekommer kommunen landmænd med våde marker og vil nu fremskynde vedligeholdelsesarbejdet af kommunens 250 km vandløb.

- Jeg vil gerne pointere, at  kommunen forsøger at være så fleksibel som muligt og har flyttet rundt på maskiner og mandskab for at kunne sætte ind der, hvor oversvømmelserne har været værst, og hvor behovet har været størst af hensyn til afgrøderne, siger Lars Kristian Pedersen(V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Assens.

Oversigt

    Oversigt