Vandrerhjemmet i Assens er solgt

Byrådet i Assens Kommune har solgt det kommunalt ejede vandrerhjem til en af byens store arbejdspladser.

Efter otte måneder på markedet kunne byrådet i Assens Kommune torsdag nikke ja til et købstilbud fra Assens Skibsværft.

Kommunekassen får betaling i form af et ikke-oplyst kontant beløb samt en af værftets bygninger.

- Det glæder mig, at Assens Skibsværft overtager vandrerhjemmet, og at der igen kommer liv og aktivitet i ejendommen, siger borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V).

Byens vandrerhjem ligger på hjørnet af Adelgade og Provstistræde og har stået tomt i en længere periode. Men skibsværftet vil nu igen puste nyt liv i de gamle bygninger.

Direktøren for Assens Skibsværft, Erling Pedersen, fortæller, at de skal bruge bygningen til indkvartering af skibspersonel.

- Når vi får skibe ind til reparation følger der ofte mandskab med, som har brug for et sted at opholde sig og overnatte, indtil vi har repareret skibet, og det igen er klar til at sejle. Derfor er jeg glad for, at handlen med Assens Kommune er gået igennem. Vandrerhjemmet har en perfekt placering for os, fordi det ligger tæt på værftet, forklarer Erling Pedersen.

Direktøren har tidligere fortalt, at værftet manglede boliger til håndværkere, og derfor er det ikke en stor overraskelse, at de endte som køber af vandrerhjemmet.

Spændende perspektiver 

Ejendommen, som i stedet kommer på kommunale hænder, er Krabbeløkkevej 3 i Assens. Bygningen, som værftet har ejet siden 2008, bliver i daglig tale kaldt ’det gamle værksted’.

Hvad Assens Kommune vil bruge den nyerhvervede bygning til, er for tidligt at spå om, siger borgmester Søren Steen Andersen.

- Aktuelt arbejder Assens Kommune med projektet Fremtidens Assens, der munder ud i en ny udviklings- og helhedsplan for Assens. Fokus i projektet er blandt andet på at binde by og havn bedre sammen, og i den kontekst er der spændende perspektiver i bygningen på Krabbeløkkevej, siger borgmesteren.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt