I det fynske folks tjeneste

Vandværk afviser test: Mor til to kræver vished om drikkevand

Freja Majgaard er mor til to små børn. Hun er utryg, fordi Ebberup Vandværk, som et af de få vandværker på Fyn, ikke vil teste drikkevandet for pesticidet Desphenyl-Chloridazon.

00:16

Vandværker på hele Fyn tester nu i stor stil for det ulovlige pesticid Desphenyl-chloridazon, som indtil videre er blevet opdaget i vandet hos 10 fynske vandværker.

Men i Ebberup har vandværkets bestyrelse ingen intentioner om at teste vandet foreløbig. Og det gør Freja Majgaard utryg. 

Læs også Nu også i Assens: Sprøjtegift fundet i to vandværker

- Jeg vil gerne vide, hvad der er i vores vand. Jeg bliver utryg, når de vælger bare at lukke øjnene i stedet for at undersøge det, siger Freja Majgaard.

Freja Majgaard bor i Ebberup med sin mand og to børn, Metin på to år og Sofia på 2,5 måneder. Hun vil have vished, selvom det kan betyde, at hun i en periode må undvære rindende vand i hanen.

- Det er jo noget, vi bryster os af her i Danmark, at vi har en rigtig god vandkvalitet. Så det skal bare være i orden, siger hun. 

Jeg vil gerne vide, hvad der er i vores vand. Jeg bliver utryg, når de vælger bare at lukke øjnene i stedet for at undersøge det.

Freja Majgaard, Ebberup.

Vil ikke teste vandet

Men sådan ser bestyrelsen for Ebberup Vandværk ikke på det. De vil ikke tage prøver, selvom fund af Desphenyl-Chloridazon foreløbig er fundet hos ti andre fynske vandværker.

- Vi er i bestyrelsen blevet enige om, at vi vil vente med at tage den prøve, indtil Miljøministeriet giver os et påbud om, at alle vandværker skal tage den prøve, siger vandværkets bestyrelsesformand, Tage Dan Rasmussen.

Der er allerede vedtaget et påbud, men det træder først i kraft senere på efteråret.

Derfor kan Ebberup Vandværk tillade sig at vente.

Og det gør de. For tager de en prøve, som viser niveauer af Desphenyl-chloridazon over grænseværdien, så står halvdelen af Ebberup uden vand i hanerne.

- Hvis det viser sig, at vi har Desphenyl-chloridazon i vores vand, så bliver vi nødt til at lukke vandværket. Og det kan vi ikke, for vi er ikke koblet på andre vandværker, som kan nødforsyne os imens, siger Tage Dan Rasmussen.

Desphenyl-chloridazon

Desphenyl-chloridazon er et sprøjtemiddel, der fra 1964-1996 i Danmark blev brugt som ukrudtsbekæmpelse ved dyrkning af roer, rødbeder og løg. Stoffet blev forbudt at bruge i Danmark i 1996. Stoffet er dog fortsat godkendt til brug i en række EU-lande. 

 Kan ende med vandtanke i byen

Når et vandværk konstaterer for meget Desphenyl-chloridazon i vandet, må det som regel lukke. Som regel kan man efterfølgende åbne vandværket igen, når den inficerede boring er fundet og taget ud af brug.

Andre steder kan man fortynde det pesticid-forgiftede vand med rent vand fra andre boringer eller vandværk, til indholdet af Desphenyl-chloridazon når under grænseværdien.

Læs også Igen-igen: Endnu et vandværk finder sprøjtegift i vandet

Men de muligheder har de ikke i Ebberup. Vandværkets tre boringer pumper vand fra samme vandåre. Er der Desphenyl-chloridazon i én boring, vil det være i alle tre.

Og vandværket er ikke koblet sammen med andre vandværker.

Det er meget sjældent, at et vandværk ikke har mulighed for nødforsyning. Men det er ikke desto mindre tilfældet i Ebberup. 

- Så hvis vi bliver nødt til at lukke, så er den eneste løsning, at vi må få beredskabet ud med vandtanke, som de kan stille op rundt omkring i byen, siger Tage Dan Rasmussen.

Flere kommuner har bedt vandværker teste

TV 2/Fyn har talt med en række fynske vandværker, og de ønsker ikke at tage nogen chancer. De er enten ved at få testet eller har allerede testet deres vand og venter på svar.

Jeg synes alle vandværker bør teste deres vand. Det er vi forpligtet til over for vores forbrugere.

Lars Jensen, vandværksformand, Bregnemose Vandværk.

Et af dem er Bregnemose Vandværk i Assens Kommune.

- Vi har lige fået testet, og vi er heldigvis gået fri, siger vandværksformand Lars Jensen og fortsætter:

- Nu er der fundet Desphenyl-chloridazon så mange steder her på Fyn, så vi ved, at det lurer i undergrunden. Jeg synes, alle vandværker bør teste deres vand. Det er vi forpligtet til over for vores forbrugere. Når de ringer, skal de kunne få et klart svar. Tro kan vi ikke bruge til noget, siger Lars Jensen. 

Her på Fyn har tre kommuner, Odense, Middelfart og Nordfyn, desuden direkte bedt deres vandværker teste vandet hurtigst muligt.

I Assens har kommunen endnu ikke været ude med hverken henstilling eller påbud.

Desphenyl-chloridazon

Grænseværdien for Desphenyl-chloridazon i drikkevand er 0,1 mikrogram per liter. Det højeste niveau af stoffet, der er blevet målt på et fynsk vandværk er 2,6 mikrogram per liter. Miljøministeriets grænse for acceptabelt dagligt indtag er på 240 mikrogram per liter, hvis man drikker to liter vand om dagen. 

Derfor er Fyn hårdt ramt

Hos interesseorganisationen Danva forstår seniorkonsulent Claus Vangsgaard ikke, hvorfor Ebberup Vandværk ikke bare tester sit vand.

- Det må jeg indrømme, det har jeg lidt svært ved at forstå. Som vandværk er man forpligtet til at berolige sine kunder med, at det vand, man har, er godt. Og at man ikke har mulighed for at levere erstatningsvand er i mine øjne ikke en god undskyldning. det kunne jo være, at det var meget høje koncentrationer, siger han.

Og netop her på Fyn kan flere vandværker sagtens være hårdt ramt. 

Desphenyl-Chloridazon er nemlig et såkaldt nedbrydningsprodukt af sprøjtemidlet Chloridazon. Landmændene sprøjtede roemarker med det indtil 1996, hvor det blev forbudt.

Og netop roemarker har der tidligere været mange af her på Fyn, fordi der i Assens lå en sukkerfabrik indtil for godt ti år siden. 

På kortet herunder kan du se, hvilke vandværker der har fundet for store mængder af sprøjtegift i vandet: 

Formand: Vi har tykt lerlag

Men ifølge formand Tage Dan Rasmussen skal Ebberups vandforbrugere ikke være bekymrede.

Vi har et stort fint, tykt lerlag, som beskytter vores grundvand her i området.

Tage Dan Rasmussen, formand, Ebberup Vandværk.

For nok er der dyrket roer omkring vandværkets boringer. Men risikoen for, at det gamle sprøjtemiddel har nået grundvandet er ikke stor, mener han. 

- Vi har et stort fint, tykt lerlag, som beskytter vores grundvand her i området, siger Tage Dan Rasmussen. 

02:30 Luk video