I det fynske folks tjeneste

Vanvid at opfinde job

Erling Bonnesen (V) mener, at Nordfyns Kommune gør sine borgere en bjørnetjeneste, når man opfinder midlertidige job til folk i risiko for at miste dagpengeretten.

Nordfyns Kommunes arbejdsmarkedsudvalg går med planer om at lave nogle job til de borgere, der står til at miste dagpengeretten, men det er vanvid at opfinde job, mener Folketingets Erling Bonnesen.

For at hjælpe borgere i nød forslår arbejdsmarkedsudvalgsformand i Nordfyns Kommune Steen Brydegaard (SF) , at kommunen skal hjælpe med at finde midlertidige job til dem, der mangler at optjene de sidste timer for at bevare dagpengeretten.

Men det er helt tosset, siger MF Erling Bonnesen (V) der er medlem af Kommunaludvalget.

- Det er helt tosset, at kommunerne opretter midlertidige job til ledige, der er på vej ud af dagpengesystemet. Hvis ikke der er tale om permanente job, men blot pseudo-job, gør man de ledige en bjørnetjeneste. Det er er en åben invitation til de ledige om bare at gå på kommunen og få en løncheck, siger Bonnesen.

Find job i den private sektor

Erling Bonesen mener, at det vil være langt bedre, hvis kommunerne koncentrerede deres indsats om at finde job i den private sektor, fordi det skaber varige job.

Samtidig frygter han, at det vil være svært for kommunerne at holde sig inden for deres eksisterende budgetter, når de opretter midlertidige job til ledige.

Dermed kommer kommunerne til at give nogle borgere en gave, mens andre borgere i kommunen får lov til at betale for gaven i kraft af nedskæringer på øvrige dele af de kommunale opgaver, mener folketingspolitikeren.

Borgmester i Nordfyns Kommune Morten Andersen (V) siger til TV 2/FYN, at det alene er arbejdsmarkedsudvalget, der ønsker at se på mulighederne far at lave nogle job og det langt fra er sikkert, at der overhovedet bliver lavet nogen job.

Ved du noget? Så send os et tip