Varetægtsfængslet for trafikdrab

En 40-årig mand blev lørdag formiddag varetægtsfængslet i fire uger sigtet for blandt andet uagtsomt manddrab. Han er mistænkt for at have ført den bil, der torsdag morgen ramte og dræbte en knallertkører i Uggerslev.

Odense Politi anholdt fredag middag den 40-årig mand. En 38-årig mand blev også anholdt, men er siden blevet løsladt igen. Politiet kendte den 40-åriges identitet, og fredag klokken 11.50 valgte manden selv at melde sig til politiet.

Manden er nu sigtet for uagtsomt manddrab, spirituskørsel, for at flygte fra ulykkesstedet og for ikke have givet eller skaffet hjælp til ofret.

Under grundlovsforhøret nægtede han sigtelserne og ville udelukkende erkende at have kørt bilen uden kørekort.
- Jeg kom kørende ad Uggerslevvej i min egen vejbane og så i en titusindedel af et sekund knallertkøreren. Der lød et kæmpebrag. Jeg standsede og gik over og så, at han lå hen over fortovet ud for et hus. Jeg var totalt i panik, sagde han ifølge Ritzau i retten. 

I fængsel frem til jul

Han blev varetægtsfængslet til den 21. december.

Den 40-årige mistænkes for at kørt den mørkeblå Renault Espace, der torsdag kort før klokken seks var involveret i et trafikdrab ved Uggerslev på Nordfyn.

En knallertkører blev ramt ved Uggerslevvej 31, og efterfølgende stak bilisten af fra ulykkestedet. Knallertkøreren var død, da ambulancen ankom til Odense Universitetshospital.

Spiste 40 nervepiller

Han ramte den modkørende, som kørte på en registreret knallert.
- Jeg gik over og så ham ligge på fortovet. Han blødte fra hovedet, men ellers kunne jeg ikke se noget, for han havde styrthjelm på. En dame kom ud, og jeg sagde til hende, at han har det ikke godt, ham dér. Jeg ville tage hjelmen af ham, men hun sagde, at det måtte man ikke. Hun spurgte, om jeg havde ringet til 112. Det havde jeg ikke, og hun sagde så, at det ville hun gøre, forklarede den sigtede.

Den sigtede ville flytte bilen, der havde fået svære skader foran til venstre, men den kunne ikke starte. Han fik fat i sin ven i nærheden, og sammen med en tredje slæbte de bilen væk. En salonriffel, der lå i bilen og ifølge politiet ikke har noget med sagen i øvrigt at gøre, smed han i en hæk, hvor den siden blev fundet.

Derefter gik han mod Skamby, spiste 30-40 nervepiller og lagde sig til at sove i en lade. Han vågnede sidst på eftermiddagen og ringede til sin kæreste. Via hende kom politiet i kontakt med ham. Han meldte sig selv og blev anholdt ved middagstid fredag.
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt