Varmen fosser ud: Fynske virksomheder kan spare flere hundrede tusinde

De fynske virksomheder fyrer bogstaveligt talt for gråspurvene. Dumt, når de kunne tjene penge på at genbruge deres overskudsvarme, mener energiekspert. Nu er der hjælp at hente.

Indtil for ganske nylig ledte virksomheden Medicopack i Langeskov al sin overskudsvarme ud gennem tre små skorstene.

Om vinteren smeltede al sneen på taget rundt om dem, og på kolde dage slog fugle sig ned i store flokke og lunede sig. 

- Ja, det gjorde de faktisk. Men det holder de forhåbentligt op med nu, griner Jakob Bang Clausen, der er facilitetschef hos medicinalvirksomheden Medicopack.

Virksomheden er nemlig netop blevet klar til at udnytte sin overskudsvarme.

Og det er ikke bare en god nyhed for vores allesammens stærkt pressede klima. Medicopack kan nu også se frem til en besparelse på flere hundrede tusinde kroner årligt.

quote Vi har tit gået og ærgret os over, at vi bare sendte al den varme ud i naturen, når vi godt kunne bruge den selv

Jakob Banh Clausen, facilitetschef, Medicopack

Virksomheden leverer emballage til medicinal-industrien. I den proces producerer den et varmeoverskud svarende til 39 husstande.

Den varme kan Jakob Bang Clausen nu lede ud i virksomhedens egne radiatorer, og når de er godt lune, sender Jakob Bang Clausen resten ud i de private hjem i Langeskov. Medicopack er nemlig også blevet koblet på Kerteminde Forsynings fjernvarmenetværk.

- Vi har tit gået og ærgret os over, at vi bare sendte al den varme ud i naturen, når vi godt kunne bruge den selv. Bare her på fabrikken har vi cirka 14.000 kvadratmeter, der skal varmes op.

Investering hentet på halvandet år

Medicopack har investeret en halv million kroner i projektet. En investering, som betaler sig tilbage på lige knap halvandet år.

Derefter forventer Jakob Bang Clausen, at de penge, virksomheden sparer på varmeregningen kombineret med varmesalget til Kerteminde Forsyning, vil udløse et overskud på cirka 200.000 kroner om året.

- Vi er glade for, at vi kan være med til at skåne klimaet. Men det er også bare vigtigt, at sådan et projekt som det her også giver mening økonomisk. Og det må man da sige, at det her gør i høj grad, siger Jakob Bang Clausen.

Energirådgiver Palle Mathiasen mener endda, at Jakob Bang Clausens forventning om en besparelse i størrelsesordenen 200.000 kroner om året er et meget konservativt bud.

Han har har regnet på, hvorvidt det kunne betale sig eller ej for Medicopack at genanvende sin overskudsvarme.

- Med den rette optimering af anlæggene, vil Medicopack kunne lande på en årlig besparelse på op mod 400.000 kroner. Der er vi dog ikke helt endnu, siger Palle Mathiasen.

Stort fynsk potentiale

Det er to år siden, at foreningen Miljøforum Fyn begyndte at kortlægge potentialet for udnyttelse af overskudsvarme i de fynske virksomheder. 

Indtil videre har Palle Mathiasen gennemgået 24 virksomheder, og konklusionen er klar:

- I alt for mange fynske virksomheder fosser varmen bare ud rundt omkring. Så der er et kæmpe potentiale for at udnytte den her overskudsvarme, hvis virksomhederne vil være med.

Beregninger viser, at i de 24 virksomheder, Miljøforum Fyn har screenet, er der et samlet besparelsespotentiale på 38 millioner kWh årligt. Det svarer til varmeforburget i 2.100 husstande.

Palle Mathiassen er dog ikke i tvivl om, at potentialet er meget større. Udfordringen er bare, at mange virksomheder har svært ved at tro på, at der er økonomi i overskudsvarme-projekterne, forklarer Palle Mathiasen.

- Der er stadig en række afgifter, som kan gøre det til en dårligere forretning, men man kan ikke generelt sige, at overskudsvarme er en dårlig forretning. Man er nødt til at analysere den enkelte virksomhed, siger Palle Mathiassen.

Miljøforum Fyn tilbyder blandt andet gratis screening af virksomheder. Også virksomheder, som ikke er medlem af foreningen.

Dansk Energi: Let reglerne

Hos Dansk Energi er chefkonsulent Thomas Capral Henriksen ikke helt enig med Palle Mathiassen.

En uigennemsigtigt regelsystem og afgift på overskudsvarme bremser mange gode projekter i opløbet, mener han.

- Man kan se, at der er en række gode overskudsvarmeprojekter, som i øjeblikket ikke bliver realiseret på grund af afgifter. Derfor skal man have indrettet afgiftssystemet sådan, at de gode overskudsvarmeprojekter med en sund økonomi kan blive realiseret, siger Thomas Capral Henriksen.

Men når det er sagt, er der altså for virksomhederne ingen grund til lige ikke at undersøge sagen. Tilbage på Medicopack er opfordringen fra Jakob Bang Clausen i hvert fald klar.

- Det er bare at komme i gang. Så længe, der er så fine tal i det, er det dyrere at lade være.

Oversigt

    Oversigt