I det fynske folks tjeneste

Varmere klima giver mere majs på fynske marker

Fynske svinebønder satser i stigende grad på majs til svinefoder. De seneste års varmere vejr i Danmark gør nemlig betingelserne for majsdyrking markant bedre.

Det er ikke korn, der står rankt på svineavler Flemming Hansens marker ved Langeskov.

- Det er gammel grusgravjord, og der kan ikke gro korn, men majs trives rigtig godt, siger landmand og svineproducent Flemming Broholm Hansen fra Langeskov.

Han købte gården i 2011 og har dyrket majs på markerne siden. Det betyder, at han kan få dobbelt så meget foder til sine svin på det samme areal.

- Vi kan dyrke det dobbelte antal foderenheder på samme plads, og det betyder, at min bedrift ikke er nær så følsom, som hvis jeg var afhængig af markedet, hvor priserne svinger med op til 100 procent, siger Flemming Broholm Hansen.

Det er især klimaforandringer og nye majssorter, der har gjort majs attraktivt for flere og flere fynske landmænd. Det samlede areal, hvor der dyrkes majs på Fyn vokser år for år.

- Det er stadig i sin vorten, men i takt med at klimaet forandrer sig, og det bliver varmere, så bliver det en mere sikker afgrøde at dyrke med et sikkert afkast, siger Christian Schach, der er planteavlskonsulent hos AgriFyn.

Ved du noget? Så send os et tip