I det fynske folks tjeneste

Varmestues fryser ribbet for julemad

Det var et sørgeligt syn, der mødte personalet hos Kirkens Korshær i Svendborg fredag morgen. Tyve havde i løbet af natten tømt varmestuens fryser for al mad.

5 ænder, 3 kilo flæskesteg, ribbenssteg, hamburgerryg, medister og et grisehoved - det var blandt andet, hvad tyvene havde valgt at kaste sig over natten til fredag.

Kirkens Korshær på Ørkildsgade i Svendborg er en varmestue, der hjælper udstødte, misbrugere og hjemløse. Og stedet var altså i fuld gang med at forberede sig til juleaften for brugerne. Men nu er julemaden altså forsvundet.

- Jeg synes, det er ekstra lavt at stjæle fra i forvejen svage og udsatte personer, siger vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi.

Politiet fik meldingen om indbrud omkring klokken 8.30 fredag morgen.

- Tyvene er hoppet over noget hegn og er med værktøj brudt ind i varmestuens depot. De er gået efter maden og har ikke stjålet yderligere fra stedet, siger Hans Frederiksen.

Politiet har nu sikret sig DNA fra stedet og vil meget gerne i kontakt med personer, der har set eller hørt noget.

Fyns Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.

Ved du noget? Så send os et tip