I det fynske folks tjeneste

Veganer på festival: - Jeg går ikke på kompromis med maden

Flere af madboderne på årets Tinderbox er gengangere fra de to forrige år, men der er også blevet plads til en rent vegansk madvogn.

01:20

Nogle vil helst sætte tænderne i en flæskestegssandwich. Andre er mere til krydret mad fra Østen eller Mexico, men man skal være meget kræsen for ikke at kunne finde mad, man kan lide på Tinderbox. Også selv om man er veganer.

Et af festivalens dogmer er, at 80 procent af madboderne skal være lokalt forankret, men Lisbet Foged, der er områdeleder for madboderne for tredje år, har i år også været i København for at hente The Green Burger til årets festival. 

Læs også Blev forlovet på Tinderbox - vender tilbage som nygifte

- Der har været efterspørgsel på vegansk mad, så de andre år har vi sørget for, at flere boder havde et vegansk tilbud, men vi synes også, at det kunne være sjovt at tilbyde rigtig festivalmad, for det er en fedtet burger, man kan få her - bare plantebaseret, fortæller Lisbet Foges.

En af dem, der er gået målrettet efter The Green Burger, er Elisa Grunemann, som har været på Tinderbox alle årene. Hun vil nemlig ikke gå på kompromis med sin holdning til mad - selv om hun er på festival.

- Jeg har lavet en forbindelse med dyrene, uden at det skal blive for dybt, så jeg kan aldrig gå tilbage til ikke at spise vegansk, siger hun, mens hun rykker frem i køen og kan få lov at bestille.

- Det var dejligt. Jeg var også blevet vildt sulten, siger hun.