I det fynske folks tjeneste

Vejdirektoratet: Påsketrafikken forløber ganske roligt

Enkelte uheld i Sydjylland og på Fyn er det eneste, der påvirker trafikanterne fredag op til påsken.

Enkelte uheld i Sydjylland og på Fyn er det eneste, der påvirker trafikanterne fredag op til påsken.

Skal du ud at køre inden påsken, kan du roligt sætte dig bag bilrattet fredag eftermiddag.

Indtil videre forløber påsketrafikken uden de helt store problemer, oplyser Cem Akay Türker, der sidder i trafikinformationscentret hos Vejdirektoratet.

- Det forholder sig ganske roligt i øjeblikket. Jeg tror, at det er på grund af påsketrafikken, at vi har haft lidt mere travlt, end vi plejer at have, siger Cem Akay Türker om nogle få, men mindre uheld.

- Der er ikke nogen alvorlige problemer eller lignende lige nu, men vi har som sagt haft lidt ekstra travlt i dag (fredag, red.).

- Det overordnede billede er dog stadig, at trafikanterne har gode forhold at køre i, siger Cem Akay Türker omkring kl. 16 fredag.

Hos Vejdirektoratet kan man oplyse, at der fredag har været to-tre uheld på Sønderjyske Motorvej fra Kolding og ned mod grænsen.

- To af dem er afsluttet, men der er et uheld syd for Kolding, der stadig arbejdes på, siger Cem Akay Türker.

- Der holder to biler i midterrabatten, og det giver lidt kø i det område, uddyber han.

Lidt længere sydpå i det sønderjyske har der også været et uheld ved Aabenraa, men som ud på eftermiddagen er afsluttet.

- Det kan dog ikke udelukkes, at der stadig vil være lidt kø, fordi der har været en del kø tidligere på dagen, lyder det fra Cem Akay Türker.

Kigges der mod øst kan Vejdirektoratet oplyse, at fynboerne også har haft et uheld i vestgående retning mod Lillebælt. Også her skulle uheldet ikke have de store konsekvenser for trafikanterne.

Vælger man at lade bilen stå og i stedet hoppe på regional- og fjerntogstrafikken, oplyser DSB, at togene generelt kører pænt over hele landet ved indgangen til eftermiddagens myldretid.