I det fynske folks tjeneste

Vejen spærret i timevis: Cyklist bragede sammen med bil

En 51-årig mand fra Odense kørte ifølge politiets oplysninger ind i en bil i et lyskryds i Odense. Manden er stadig indlagt på sygehuset.

Foto: Google

En 51-årig mand på cykel kørte tirsdag eftermiddag ind i en bil i krydset ved Faaborgvej og Dalumvej. Manden er ifølge Fyns Politi stadigvæk indlagt på Odense Universitetshospital.

- Der kommer en bil kørende ad Faaborgvej i sydvestlig retning. I krydset ved Dalumvej passerer bilisten krydset for grønt lys. Da bilen er i krydset, bliver den påkørt af en cyklist i venstre side, siger vagtchef Anders Furbo Therkelsen. 

Læs også Veje spærret: Cyklist alvorligt skadet i færdselsuheld

- Cyklisten vælter, og bag ved bilisten kommer endnu en personbil, som ikke kan nå at bremse. Bilisten kører hen over cyklen, men når at undvige cyklisten, fortæller vagtchefen.

Cyklist endnu ikke afhørt

Den første melding lød på, at den 51-årige mand var kommet alvorligt til skade, men ifølge Anders Furbo Therkelsen har cyklisten det efter omstændighederne godt, og det forventes, at han snart bliver udskrevet fra sygehuset.

- Det var ikke så alvorligt, som man først troede, forklarer Anders Furbo Therkelsen.

Politiet har endnu ikke nået at afhøre cyklisten om, hvad der skete i krydset ved Faaborgvej og Dalumvej.

Ulykken skete ved 13.30-tiden tirsdag eftermiddag, og som følge af ulykken blev Faaborgvej spærret i udgående retning og Clausens Allé spærret i retningen mod Falen.

Vejspærringerne stod på til klokken 15.45 og gjorde, at flere busser var nødt til at køre ad andre ruter.