Våd onsdag med risiko for skybrudslignende regn

Der er udsendt risikomelding for kraftig regn, der gælder det meste af onsdagen. På Fyn forudser man op til 20 millimeter regn.

Hvis man ikke allerede har gjort det, så er det snart tiden at finde paraplyen og gummistøvlerne frem, hvis man vil ud i vejret onsdag. 

Fra både DMI og TV 2 Vejret lyder der nemlig meldinger om, at det meste af dagen bliver præget af kraftig regn. 

Dagen begynder overskyet og med temperaturer på mellem 14 og 16 grader. Lokalt kan temperaturen komme op omkring 19 grader. 

Allerede fra morgenstunden kan man forvente regn flere steder. De mange byger trækker ind over landet fra sydvest, og i perioder kan regnen fremstå nærmest som skybrud. 

Kraftig regn, som TV 2 Vejret varsler om, er defineret ved mindst 24 millimeter regn i løbet af 6 timer. Ifølge DMI kan der lokalt komme over 30 millimeter regn i løbet af onsdagen. 

Regnen forventes dog at blive hængende længst tid i de nordlige dele af landet.