I det fynske folks tjeneste

Velbekomme: Gift i øko-æbler havner på ministerens bord

Fundet af sprøjtegift i økologiske æbler på Fyn får nu det fynske folketingsmedlem Julie Skovsby til at rejse sagen for Miljøministeren.

Fredag fortalte TV 2/Fyn om fundet af giften prosulfocarb i økologiske æbler i Orskov Foods i Oure.

Giften stammer fra sprøjtemidlet Boxer, som bruges af konventionelle landmænd til ukrudtsbekæmpelse på marker.

Den sag får nu næstformanden for miljøudvalget i Folketinget - fynske Julie Skovsby (soc.dem) til at rejse sagen for Miljøminister Eva Kjer Hansen (V).

Hun opfordrer ministeren til at samle parterne fra begge sider til et møde og sætte en undersøgelse i gang.

Samtidig vil Julie Skovsby sikre en obligatorisk erstatningsordning.

- Det er en grundtanke, at den der forurener, også er den der betaler, lyder det fra Julie Skovsby.