Velbesøgt byrådsmøde i Assens

Omkring 50 vrede forældre med børn mødte onsdag eftermiddag op til byrådsmødet i Assens for at demonstrere mod kommunens spareplaner, der truer tre skole med lukning.

De demonstrerende medbragte skilte og børnene delte hjerter ud til byrådsmedlemmerne med børnenes navne på.

- Det har den nytteværdi, at politikerne får øjnene op for, at der er et stærkt lokalsamfund ude i Salbrovad. Og børnene delte hjerter ud for at vise, at det er rigtige børn det handler om, siger Morten Hansen, som er far til to børn på Salbrovad Skole.

To sparemodeller i spil
To modeller er i spil til en ny skolestruktur i Assens Kommune.

Den ene fratager Tallerupskolen overbygningen, mens skolerne i Salbrovad, Skallebølle og Dreslette får 0. til 3. klasse.

I den anden model lukkes de tre skoler helt, og overbygningen samles på enten Tallerupskolen eller Tommerup Skole.

Dette sidste er der ikke taget stilling til.

Fælles for de to modeller er, at skolerne bliver inddelt i fire partnerområder med en skoleleder og viceskoleleder i hver, og at skolerne i Gummerup, Brylle, Verninge og Ebberup mister 7. - 9. klasse.

Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og De Radikale, der udgør et flertal i byrådet, går ind for model to.

Det handler ikke om skoler, men om at bevare lokalsamfund
Mens politikerne fokuserer på skoler, taler forældrene mere om at bevare hele lokalsamfund:

- Vi som lokalsamfund må sammen med byrådspolitikerne finde de midler, der skal til, og det er vi igang med, siger Morten Hansen, far til to på Salbrovad Skole.

Hans skolebestyrelse har fundet besparelser, men er ikke klar til at melde dem ud endnu.

Skolerne i Dreslette og Ebberup har afleveret deres forslag til politikerne, oplyser Morten Hansen.

For ham er det vigtigt at bevare de små skoler.

- Da min ældste dreng begyndte i skole, var han en usikker dreng, der havde brug for et ekstra klap på skulderen, og vi havde valgt, at vi ville have en lille skole til vores børn. Det har Salbrovad i den grad indfriet, siger han.

 

Borgmesteren: Protester gør indtryk, men der skal spares

 

Interview med far til to på Salbrovad Skole, Morten Hansen

 

Oversigt

    Oversigt