Velfærdsrobotter på plejehjem

To plejehjem i Odense bliver den næste tid udstyret med robotter, der skal lave det grove arbejde og udløse mere tid til omsorg. 

De to plejehjem bliver omdannet til eksperimentarier, som Odense Kommune vil udstyre med robotter, der skal teste den seneste velfærdsteknologi og i sidste ende skal udløse mere velfærd til borgerne.

Der findes allerede robotstøvsugere og GPS-systemer på flere plejehjem, men nu kan for eksempel en robotdragt til medarbejderne også snart blive virkelighed. En dragt der skal modvirke nedslidning og arbejdsskader.

Robotstøvsugere, -dragter og andre teknologiske tiltag skal sikre borgerne velfærd i fremtiden:

- Når robotterne står for støvsugningen på plejecentrene, har personalet mere tid til de ældre, og dragterne skal modvirke den nedslidning, som vi kæmper med i ældresektoren, siger ældrerådmand Søren Thorsager.

Konsulent Claus Nielsen fra KL's kontor for social- og sundhedspolitik roser kommunens initiativ. Han ser frem til, at Danmark får et sted, hvor man kan afprøve de nyeste teknologier og samle erfaringer og viden.

Odense Kommune er afprøvningssted for PERSONA-projektet, der er det største velfærdsteknologi-projekt på dansk grund.

Oversigt

    Oversigt