I det fynske folks tjeneste

Vennerne ledte efter druknet mand i et kvarter

Tre polske venner hyggede sig med mad og vodka ved Slipshavn. Den ene tog en svømmetur og forsvandt pludseligt i bølgerne.

00:54

57-årig mand var afsted med to polske venner, der stod og fiskede. Video: Flemming Ellegaard

En 57-årig polsk mand mistede livet i forbindelse med en svømmetur ved det gamle færgeleje ved Slipshavn ved Nyborg.

Manden var afsted med to polske venner, der stod og fiskede i nærheden, men lige pludselig forsvandt den 57-årige mand.  

- Tre polske mænd er ude at hygge sig. To af dem vil fiske, og én vil bade. Vejret er godt. De hygger sig med lidt mad og drikke. De får lidt vodka, siger vagtchef Lars Fredensborg fra Fyns Politi.

- Han bader, og det går rigtig godt, indtil han lige pludselig forsvinder af ukendte årsager ned under vandoverfladen. Han bliver væk fra dem. De leder efter ham i 15 minutter uden at kunne finde ham. Først da der kommer en båd, kan de fra båden se, at han ligger livløs i vandet, fortæller vagtchefen om drukneulykken. 

Læs også Eksplosion på båd i Lillebælt

Førstehjælp i ambulancen til Odense

De forsøger at genoplive manden ved at yde førstehjælp. Politi og ambulance bliver tilkaldt lørdag ved 16-tiden.

- De bjærger den bevidstløse mand ind til stranden og laver førstehjælp, siger Lars Fredensborg.

Ambulance- og lægepersonale fortsætter redningsforsøget på vej mod Odense Universitetshospital. Her opgiver de endeligt genoplivningen kort før klokken 17.30.  

- Den 57-årige polske mand står desværre ikke at redde, så han afgår ved døden, siger Lars Fredensborg.

Hans familie i Polen er blevet underrettet.