I det fynske folks tjeneste

Venstre-borgmester: Lars Løkke bør trække sig

02:34
01:04

Bjarne Nielsen foretrækker Kristian Jensen som ny formand for Venstre.

1 af 3

Lars Løkke Rasmussen bør gå af som formand for Venstre. Sådan lyder det fra Langelands borgmester og alle de andre Venstre-medlemmer i øens kommunalbestyrelse.

Det fortæller TV 2/FYN.

Borgmester Bjarne Nielsen mener, at tiden er kommet til, at Lars Løkke Rasmussen skal trække sig som formand efter den seneste tids uro om hans person og udgifter til tøj og rejser.

- Han bør trække sig tilbage og stoppe. For jeg tror, at vi vil få et dårligt folketingsvalg med ham som formand. Befolkningen har mistet tilliden til ham, siger Venstre-borgmesteren til TV 2/FYN.

Alle de fire andre medlemmer af Venstre-gruppen i Langelands kommunalbestyrelse er enige med borgmesteren.

- Jeg mener, at han skal gå af, siger Jan Ole Jakobsen, der er ét af de fire kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Han fortæller, at det lige nu er svært at være Venstre-mand i "forkants-Danmark", som han kalder Langeland, fordi Venstre har betalt 152.000 kroner for formandens tøj.

- Vi sparer på pengene her i "forkants-Danmark". Det er svært, når de bruger penge i toppen af ledelsen, og så skal vi hæve kontingentet med 25 kroner, fordi de skal betale for dyre underbukser, forklarer Jan Ole Jakobsen.

Et andet kommunalbestyrelsesmedlem, Brian Dalsgaard, erkender, at det er kontroversielt at afsætte formanden.

- Det er drastisk at sætte ham af, men jeg mener, at det er det rigtige at gøre, siger han til TV 2/FYN.

Kristian Jensen er fremtidens mand

Bjarne Nielsen mener, at Lars Løkke Rasmussen og forretningsudvalget har været for klodsede i deres håndtering af tøjsagen. Og borgmesteren ser gerne, at næstformand Kristian Jensen træder til som formand.

- Han er helt klart min favorit. Han været god til at komme ned til os, han er altid klar til at tale med os, hvis vi har et spørgsmål i telefonen, og han er åben, venlig og imødekommende, siger han til TV 2/FYN.

På spørgsmålet om, hvordan Kristian Jensen adskiller sig fra Lars Løkke Rasmussen, svarer Bjarne Nielsen:

- Vi ved i hvert fald på forhånd, at der ikke kommer nogen bilagssager med Kristian Jensen.

Jette B. Jespersen, der også vil af med formanden, bakker op om Kristian Jensen som afløser for Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg kunne sagtens se, Kristian Jensen tage over. Han er så pålidelig og sober og har sine argumenter på plads, siger hun til TV 2/FYN.

Ved du noget? Så send os et tip