Ventelisten vokser for børn af alkoholikere

Ventetiden bare vokser og vokser for børn af alkoholikere, der har brug for hjælp. I foreningen TUBA kan børnene få hjælp, men det tager nu op til et år at komme i behandling.

Søstrene Anja og Lene er to af de mange børn af alkoholikere der har fået hjælp af foreningen TUBA.

- Det at høre andre sætte ord på de tanker man selv har gået med i årevis, det var overvældende, siger Anja Skovhøj, der er datter af en alkoholiker.

TUBA(Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkoholmisbrugere) har eksisteret i Odense siden 2007 og oplever stadig flere, der som Anja og Lene opsøger hjælp.

- Vi får flere og flere henvendelser, og da vores kapacitet er den samme, er der flere og flere der kommer på venteliste, siger Henrik Prien, der er regionsleder for TUBA i Syddanmark.

Lige nu står 78 børn på venteliste i Odense og ventetiden er på et halvt år til gruppeterapi og et år til individuel terapi. For et år siden var der 6-9 måneders ventetid.

- Der er nogen af de unge, der er ved at flytte hjemmefra eller skal læse videre. Det kan være svært for de unge, hvis de skal flytte hjemmefra, da de tager ansvar for både yngre søskende og deres alkoholramte forældre. De har brug for nogle at snakke med om problemerne, og hvis de får at vide at der et års ventetid, kan det virke helt overskueligt, siger Henrik Prien.

TUBA i Odense har tilknyttet en psykolog og to psykoterapeuter og er finansieret dels af satsmidlerne og dels af Odense Kommune, men TUBA ved endnu ikke, hvilke midler, der er til rådighed næste år.

Oversigt

    Oversigt