Venter stort rykind til kobefrielse

Statsfængslet Søbysøgaard i Årslev venter stort rykind, når de økologiske køer slippes fri i dag søndag klokken 12.

På Økodagen den 13. april springer de økologiske køer ud på græs.

På gården Statsfængslet Søbysøgaard i Årslev løber 140 køer i dag ud på de forårsgrønne marker, og landmand Jørgen Rasmussen forventer, at cirka 8.000 gæster vil lægge vejen forbi.

- Stemningen er altid utrolig god på Økodag. Det giver folk en god mulighed for at komme ud og opleve livet på landet, og samtidig synes vores indsatte også, at det er et spændende arrangement. Så vi håber på en stor tilknytning igen i år, siger Jørgen Rasmussen, driftsleder på Søbysøgaards landbrug.

Normalt er der 5 ansatte og 140 køer på gården, der leverer økologisk mælk til verdens største økologiske mejeri, Arla.

De besøgende kan i dag komme helt tæt på de økologiske køer og få et indblik i landbruget, som normalt er et lukket område.

Sidste år besøgte 10.000 gæster Søbysøgaard på Økodagen, og den store interesse kræver omkring 40 medhjælpere. Blandt hjælperne er lokale skoleklasser, ansatte og deres familier.

Oversigt

    Oversigt