Verdens største containerskib i brand på Lindø værftet

Kort før klokken 19.00 fredag aften udbrød der brand i styrhuset på verdens største containerskib. Skibet var under reparation på Lindø-værftet.

Brandfolk fra Kerteminde blev sendt til stedet men branden var så kraftig at også brandfolk fra Odense og et slukningsskib måtte rekvireres. Først lørdag morgen var brandfolkene færdige med at efterslukke den voldsomme brand.

Branden udbrød i styrhuset men bredte sig via en trækonstruktion i styrhuset, til flere etager. Politiet kender endnu ikke årsagen til branden, men teknikere fra politiet og Brandteknisk Institut vil i løbet af denne uge forsøge at komme en forklaring nærmere.

Ingen mennesker kom til skade ved branden, men ifølge vagthavende ved Odense Politi har skibet fået omfattende skader da branden bredte sig til flere etager.

Brand betyder ændrede arbejdstider

Ledelsen på Lindøværftet har i øjeblikket travlt med at finde ud af, hvordan arbejdet de kommende måneder kan organiseres, så branden får færrest mulige økonomiske konsekvenser.

Det kan betyde, at medarbejderne i en periode skal arbejde på nedsat tid, men der er foreløbigt ingen planer om afskedigelser:
- Vi gør alt for at undgå at skulle sende folk hjem, men man kan forestille sig, at der nogle steder på værftet i en periode måske skal arbejdes med et lidt mindre ugentligt timetal end normalt, siger Lindøværftets administrerende direktør Finn Buus Nielsen til Fyens Stiftstidende.

Oversigt

    Oversigt