Verdens største kommer

Verdens største cruiseskib Oasis of the Seas skal sejle under Storebælt på lørdag. Der er bare den lille forhindring, at skibet er 72 meter højt. Og det er syv meter for højt.

Men når nu verdens største cruiseskib skal igennem, så kommer det også igennem. Skibet har nemlig teleskopskorstene, der kan sænkes, og det gør skibet 6,15 meter lavere. Det skriver tv2.dk.

De sidste 85 centimeter, som skibet mangler for at kunne presse sig under Storebæltsbroen bliver klaret ved hjælp af lavvande og fuld skrue fra skibets side.

Det store skib har sin egen park med ægte træer, 16 dæk og plads til 5.400 gæster i 2700 kahytter.

Skibet er bygget i Finland - og bygget specielt til at kunne sejle under Storebæltsbroen.

- Lørdag er sikkert den første og eneste gang, at skorstenene på Oasis of the Seas sænkes og hæves igen. Der er nok ingen andre som har måttet investere så meget for at komme under Storebælt én eneste gang, siger Roar Meidal, der er adm. direktør i Royal Caribbean Cruises Ltd i Norden til sitet.

Det har kostet 12 millioner kroner at konstruere teleskopskorstenene.

Skibet sejler under Storebæltsbroen lørdag kl. 21.30.

Se mere her

Oversigt

    Oversigt