Vestfyens-overskud lige til øllet

Bryggeriet Vestfyen producerer 120 millioner flasker og dåser øl og sodavand om året. Alligevel faldt salget 11 procent sidste år.

Der er hård kamp om kunderne i den danske bryggeribranche.

Det mærker man i særlig grad hos Bryggeriet Vestfyen i Assens, hvor omsætningen sidste regnskabsår faldt med 11 procent - fra 211 til 188 millioner kroner.

Tilbagegangen i salget kunne også mærkes på årets overskud før skat, der faldt fra 3,5 til 2 millioner kroner.

Ifølge ledelsesberetningen er det den særdeles hårde konkurrence, der har sat sig spor i omsætning og indtjening. Og den kendsgerning, at flere kunder vælger selv at afhente varerne.

Desuden var sommeren elendig, og det smitter af på ølsalget.

I indeværende regnskabsår forventer det vestfynske bryggeri en forbedret omsætning og indtjening.

Optimismen bygges på, at der er investeret i effektiviseringer, og at bryggeriet har faste eksportaftaler i Europa og Sydøstasien.

Desuden indgik Bryggeriet Vestfyen under stor bevågenhed en aftale med en stor kinesisk detailkæde, der træder i kraft ved årsskiftet.

Assens-bryggeriet er fortsat ent af landets førende specialøl-producenter, og man har en stigende produktion af fadøl.

Desuden er man fortsat meget synlig ved den dansk-tyske grænse.

Sidste år producerede man, hvad der svarer til 4.500 vognlæs øl- og sodavand.

Koncernen formue - egenkapital - er på  89 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt