Vestfyn får sin ny jernbane - men forsinket

Et flertal udenom regeringen er parat til at gennemføre togfonden, der blandt andet indeholder en helt ny jernbanestrækning på Vestfyn og en tidsafstand mellem de store byer på en time.

Forligspartierne bag togfonden, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, er parat til at bringe regeringen i mindretal, hvis den ikke går med til at gennemføre togfonden.

Det fortalte partierne finansminister Claus Hjort Frederiksen på et møde fredag eftermiddag.

- Togfonden kører på skinner og er finansieret krone for krone, så selv om finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er bekymret for økonomien, forventer partierne bag fonden, at regeringen besinder sig. Støttepartiet Dansk Folkeparti giver regeringen et ultimatum, siger finansordfører René Christensen.

Venstre valgte ikke at gå med i forliget, da det blev vedtaget under den forrige regering, og siden regeringsskiftet har partiet sået tvivl om financieringen.

Det oprindelige forlig lagde op til at skaffe de 28,5 milliarder kroner fra afgifter på olie i Nordsøen. Men lave oliepriser gør, at der kun gemmer sig 13,5 milliarder kroner derude.

Med aftalen, forligspartierne fremlagde fredag, er de villige til at bruge de penge i en første fase frem til 2019.

Viser det sig, at der så er brug for flere penge, er de villige til at finde dem til den tid i en fase to.

- Vi gennemfører alle projekterne - også dem på Fyn, men det bliver med et par års forsinkelse, siger medlem af Folketinget, Trine Bramsen, Soc.dem.

Udover den ny vestfynske togstrækning indeholder forliget blandt andet elektrificering af en række strækninger og renovering af Storstrømsbroen.

Oversigt

    Oversigt