Veteran-kandidatens valgkamp

I 50 år har han ført valgkamp ved mere end 35 valg, og denne kamp kan måske være den sidste for 81-årige Alfred Hansen fra Borgerlisten i Odense. Men det betyder ikke, at kampgejsten er mindre end tidligere.

Alfred Hansen kæmper stadig indædt for at vinde en plads i byrådet, og her til formiddag var han ude for at kapre de sidste stemmer.

- Jeg kan lide kamp, ikke for kampens skyld, men for sagen, siger den 81-årige byrådskandidat.

Siden 1993 har han kæmpet for at blive valgt for Borgerlisten i Odense. I 60erne og 70erne var Alfred Hansen aktiv for Retsforbundet. Han har været medlem af Folketinget i fem år.

Da Odense Kommune i starten af 90erne ville anlægge en skydebane i Højbjerg, blev partipolitikken lagt på hylden, og Alfred Hansen tog initiativ til at oprette Borgerlisten i Odense.

- Jeg synes, det er meget mere regulært og ærligt at have en tværpolitisk liste, der er borgernes liste, som siger: Kan I bruge os, så er det fint, og kan I ikke, så er det værst for jer selv, siger Alfred Hansen.

I over 20 år har den 81-årige kandidat forgæves prøvet at blive valgt til byråd, amtsråd og regionsråd, men han har langt fra givet op, og Alfred Hansen vil ikke love, at denne valgkamp bliver den sidste.

- Hvis jeg bliver valgt ind, og det går godt, og Odense stadig ikke løser de problemer, der er i byen, kan det godt være, jeg tager en tur mere, fastslår Alfred Hansen.

Mød byrådskandidaten på TV 2/FYN klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt