Veteranhjem Odense sikret økonomisk

En donation på 9,6 millioner kroner fra A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formål sikrer, at et nybygget veteranhjem bliver en realitet i Odense.

Udover de nye 9,6 millioner kroner råder Veteranhjem Odense nemlig over otte millioner kroner, som Folketinget har bevilget til projektet.

- Det er fantastisk med denne kontante opbakning, der sikrer realiseringen af Veteranmhjem Odense i den høje kvalitet, vi har haft ambitioner om, siger rådmand Steen Møller, som også er formand for Veteranhjem Odense.

Veteranhjemmet skal være et samlingssted for tidligere udsendte og samtidig fungere som midlertidigt hjem for traumatiserede veteraner, der har brug for ro og privatliv for at komme videre i livet.

Arbejdet med at etablere et veteranhjem i Odense gik for alvor igang i 2014, da pårørende og tidligere udsendte påpegede, at der i høj grad er et behov.

Der findes ikke noget veteranhjem på Fyn, og det nærmeste veteranhjem i Fredericia er overbelagt.

Landets øvrige veteranhjem på Frederiksberg, i Fredericia, Aalborg og Aarhus er etableret i eksisterende bygninger, men i Odense vil man bygge et helt nyt i haven ved Soldaterhjemmet Dannevirke på Søndre Boulevard.

Arkitektfirmaet ISAGER og Cornelius+Vöge har vundet konkurrencen om projektet, der bliver indrettet, så brugerne ifølge dommerkomiteen kan vælge fællesskabet med andre veteraner eller søge ro og fred som i en munkecelle.

Veteranhjem Odense er et samarbejde mellem Odense Kommune, Soldaterhjemmet Dannevirke og Fonden Danske Veteranhjem.

Oversigt

    Oversigt