I det fynske folks tjeneste

Kræver forbud mod ågerrenter: - Vi betaler alle for dyre kviklån

En rente på 759 procent for et forbrugslån er ikke bare dyrt for låneren, men koster også samfundet penge. Derfor har økonom Rolf Eriksen nu rejst et borgerforslag, der skal sætte loft over renterne på et forbrugslån. 

00:20

Rolf Eriksen mener at de høje renter på kviklån er dårligt for både lånerne og for samfundet. Video: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix

Hvis forslaget fra Rolf Eriksen kommer til behandling i Folketinget og bliver vedtaget, vil det fremover kun være tilladt at tage 24 procent plus nationalbankens udlånsrente i rente, når et lån udstedes. Dette renteniveau er meget langt fra det renteniveau, der for nylig blev godkendt i Østre Landsret.

 

Læs også Topkarakter! Ansatte og mystiske "Lars" anbefaler fynsk bankportal

 

- Vi har en dom, der siger, at en rente på 759 procent er i orden. Det viser bare, at lånemarkedet er helt ureguleret, og det har ikke bare konsekvenser på det personlige plan, men koster også samfundet masser af penge, siger Rolf Eriksen.

For åger straffes den, som udnytter en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til i et aftaleforhold at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for

Fra Rolf Eriksens borgerforslag

Rolf Eriksen er ansat som finance manager i et privat firma, men har som privatperson stillet et såkaldt borgerforslag, som de folkevalgte i Folketinget skal tage stilling til, hvis 50.000 personer støtter forslaget. 

- De tårnhøje renter påvirker rigtig mange mennesker. Det kan være mennesker, der ligesom ordblinde ikke har økonomisk forståelse eller personer, der er presset økonomisk. Dem skal vi hjælpe, så de ikke får ødelagt deres økonomi for resten af livet, siger Rolf Eriksen. 

Se Rolf Eriksens borgerforslag her.

Men ifølge Rolf Eriksen har de tårnhøje renter ikke bare økonomiske konsekvenser for dem der optager de hundedyre lån. Det er også en stor omkostning for samfundet, at låneudbydere har ret til at tage mange hundrede procent i renter for forbrugslån.

00:20 Luk video

- Renter er fradragsberettigede, så det vil sige, at staten støtter det her erhverv. Og jeg bryder mig da ikke om at betale et par hundrede procent i rente, hvis en person har optaget et lån til 6-700 procent. Derudover betaler staten alle udgifter, når låneudbyderne forsøger at inddrage gælden via fogedretten, forklarer Rolf Eriksen. 

For renter, så anses det som åger, hvis den beregnede ÅOP i forbindelse med enhver form for private lån har en højere ÅOP før skat på 24% tillagt nationalbankens udlånsrente ved lånets udstedelse.

Fra Rolf Eriksens borgerforslag

Forslaget bliver positivt modtaget hos SF.

- De mennesker, som tager et lån på 759 procent i rente, de er presset helt ud på kanten. Og så sidder der nogle mennesker som gribbe, og tjener penge på andres nød, siger folketingsmedlem Karsten Hønge (SF).

Alternativet, SF og Enhedslisten har tidligere rejst et lignende forslag, hvor det skulle være forbudt at udbyde lån med mere end 15 procent i rente. Forslaget blev stemt ned i Folketinget, men det skræmmer ikke Rolf Eriksen.

- Almindelige lån kan sagtens have en rente på 15 procent, og vi skal jo ikke sætte konkurrencen ud af drift. Derfor er mit borgerforslag meget bedre, lyder det fra Rolf Eriksen. 

Der er dog lang vej endnu, før politikerne kommer til at tage stilling til Rolf Eriksens forslag. Foreløbig har blot 91 personer valgt at støtte forslaget.